Som introvert har jeg svært ved at være sammen med andre mennesker i flere timer ad gangen. Jeg finder energi i mit eget selskab og i min egen indre verden, og bliver drænet af at være sammen med andre mennesker - især hvis der er tale om meget ekstroverte personer, der ikke giver plads til stille, indadvendte personer som mig.
Jeg finder det anstrengende at være til et selskab, hvis man forventer, at jeg skal cirkulere og tale med Gud og hvermand. Jeg mestrer ikke small talk. Det kan man lære. Hvorfor skal man det? Det ændrer ikke ved min personlighed. Uanset hvor meget jeg ville ønske, at jeg var ekstrovert frem for introvert; så er det sådan jeg er.
Mit liv og ikke mindst mit arbejdsliv ville være meget lettere, hvis jeg var ekstrovert. For mange af de konflikter jeg har døjet med og vedbliver at døje med med at være på arbejdsmarkedet bunder i, at man - kolleger/ledere - ikke giver mig plads til at være den jeg er.
Jeg oplever gang på gang, at jeg bliver marginaliseret i mit arbejdsliv, fordi kolleger og ledelse misforstår min personlighed. Man giver mig ikke plads til at være den jeg er, men forventer, at jeg deltager i det sociale netværk, selv om det - ofte - er en pine for mig. Jeg oplever det som spild af tid og især som noget, der dræner mig for energi i stedet for at lade mig op til at klare resten af dagens arbejdsopgaver.
De fleste ser kaffepauser sammen med kollegerne som et velfortjent afbræk i dagens arbejdsopgaver. For mig er det lige omvendt. Bevares - kaffepauser kan være et hyggeligt afbræk; det kommer helt an på, hvem der deltager - om der er kemi mellem dem, der deltager. Jeg kan ikke se noget formål med at holde pause bare for pausens skyld. Formålet med kaffepauser er ikke, at man skal lade op på den måde man finder det bedst og få energi til at klare dagens dont; kaffepauser bruges til at komme hinanden mere ved og lære sine kolleger bedre at kende. Hvorfor?
Hvis man ikke deltager i kaffepauser, bliver man ugleset og betragtet som en reserveret outsider, en enspænder, en der er “for fin” til at omgås kollegerne. Ja, på nogle arbejdspladser bliver man opfattet som en, der udgør en trussel mod fællesskabet, og man kan risikere, at man bliver kaldt til møde, hvor man skal redegøre for sin manglende deltagelse i kaffepauser og få at vide, at man er med til at ødelægge det sociale miljø på arbejdspladsen!
Jeg har prøvet at lægge kortene på bordet til en jobsamtale, hvor jeg fortalte, at jeg var en enspændertype. Fik jeg jobbet? Nej. Jeg fik at vide, at mine faglige kvalifikationer var helt i orden, men min personlighed passede ikke ind med virksomheden.
Vi lever i et samfund, hvor der ikke er plads til introverte mennesker. På arbejdsmarkedet slås vi med forsøge at passe ind i en verden, der ikke levner plads til mennesker, der ikke straks sætter sig selv i centrum i det øjeblik de træder ind ad en dør.
Jeg har - desværre - stadig mange år tilbage på arbejdsmarkedet. Jeg finder det meget opslidende at skulle kæmpe en daglig kamp med kolleger og ledelse, der ikke giver mig plads til at være den jeg er. Jeg kan skifte job nok så mange gange. Jeg har ikke noget problem med at være introvert, men det har mine omgivelser og ikke mindst de arbejdspladser jeg havner på.
Mit ønske for fremtiden: At jeg finder et job på en arbejdsplads, hvor man accepterer min indadvendte personlighed og respekterer retten til forskellighed.
Se, hvad jeg har købt til Junior. En Star Wars The Clone Wars tallerken, et glas og en madkasse. Jeg kunne ikke stå for det. Og jeg regner da med, at Junior vil dele min begejstring for tingene, selv om han er ni år og måske ikke lige hører til målgruppen for den slags børneservice. 