Den stille pige og Juniors verden

Psst - Pas på derude! Bamserne er løs i trafikken og stik mod hvad man ellers skulle tro, så er de farlige! De kan forvandle sig fra bløde nuttede legetøjsbamser til de rene dræberbamser! Så pas på næste gang dit barn sætter sig ind i bilen med sin yndlingsbamse. Løse genstande i bilen kan forårsage alvorlige skader, hvis bilen er nødt til at bremse hårdt op. Måske ser bamsen blød og uskyldig ud, men lad dig ikke narre. Ved en hård opbremsning vil den komme flyvende og ramme med en voldsom kraft. Så husk at spænde yndlingsbamsen fast! Bare for en (trafik)sikkerheds skyld…

Ellers går det måske sådan her … og hvem ved, om Julemanden så kommer med flere bamser til ungerne?

Om få uger fejrer Junior sin 7 års fødselsdag. Skal man så invitere hele klassen, eller kan man nøjes med drengene? Tanken om et hus fuld af børn, der render rundt i alle værelser og åbner skabe og skuffer og piller ved alt, virker altså lidt skræmmende. Det er ikke som de gange, hvor han holdt fødselsdag herhjemme for børnehaven; der var jo et par pædagoger med til at holde børnene under opsyn.

Forsigtigt spurgte jeg Junior, om han ville invitere hele klassen eller kun drengene? Han tænkte sig lidt om, så svarede han: `Måske bare drengene.´Pyh, behøver jeg at sige, hvor lettet jeg følte mig? Men et øjeblik efter sagde han: `Nej. Måske skulle jeg invitere hele klassen.´Jeg havde mest lyst til at sige: `Er du sikker?´Det lod jeg dog være med.

Nu skal der så laves invitationer, som han skal dele ud i klassen. Jeg har et naivt håb om, at nogle melder afbud; men mon ikke mange forældre ser frem til nogle børnefri timer en lørdag eftermiddag i december måned?

Lad os få flere elever i klasserne! Jo flere, jo bedre! Nu sidder du måske og tænker: `Nej, der skal sgu da ikke flere elever ind i mit barns klasse; der er jo rigeligt i forvejen! Hvad er det for en forrykt holdning at have?´Bare rolig. Jeg er bare så fortørnet over, at der skal `proppes´ endnu et barn ind i min søns klasse. Men det er den klasse med færrest elever, og derfor er det her den nye elev skal gå. Det kan jeg naturligvis godt se det rimelige i. Alligevel irriterer det mig. Det irriterer mig, at folkeskolen skal kunne rumme alle slags elever - også børn med specielle behov - uden at der dermed kommer flere ressourcer - lærere - til at håndtere de mere krævende børn.

Som mor til et `krævende barn´er det dybt frustrende at skulle vente over et år på at det psykiatriske behandlingssystem skal få tid til at undersøge mit barn for evt. at stille en diagnose. Og hvis man tager al den spildtid, der iøvrigt er gået med, at psykologen i børnehaven var om at observere og melde tilbage - så er der gået et par år, inden min søn er kommet igennem systemet - og måske har fået en diagnose. En diagnose som - hvis han altså fejler noget - forhåbentlig vil give os nogle klare retningslinjer for, hvilken vej vi så skal gå for at sikre ham et godt liv.

Flere og flere danske børn får stillet diverse psykiatriske diagnoser som fx ADHD/Aspergers syndrom/autisme - og hvis der skal være plads til dem og deres specielle behov i det almindelige skolesystem, så kræver det flere ressourcer. Mange forældre til et endnu ikke-diagnosticeret barn, bliver opfordret til at lade deres `specielle´barn gå i en almindelig folkeskole, såfremt det har de rette forudsætninger for at kunne følge undervisningen, frem for at sende det i en specialklasse, hvor der er tid til det enkelt barn og dets særlige behov. Hvis det skal blive en succes, kræver det tid og ressourcer for at sikre en optimal skolegang både for barnet og klassen. Lad os få færre elever i klasserne, så der er plads til forskellige børn - også dem der er lidt mere krævende end flertallet.

Tirsdag den 13. november 2007.

Vi hentede Junior på fritidshjemmet. Vi skulle hen på hans skole og stemme til folketingsvalget.

Junior: Mor. Må jeg stemple?

Mor: Om du må stemme til valget? Nej, du er ikke gammel nok. Man skal være fyldt 18.

Junior: Det er kedeligt at være 6 år!

Onsdag den 14. november 2007.

Her til morgen fulgte jeg Junior hen til skolen. Uden for skolens port hang der en del valgplakater - alle, på nær én, var fra de borgerlige partier.

Junior: Mor. Skal de plakater ikke tages ned nu?

Mor: Jo, det skal de. Men de der har sat dem op har nogle uger til at få dem fjernet.

Junior: Mor. Stemte vi på nogle af dem, der er på de plakater?

Mor: Nej, det gjorde vi ikke! Dem kan vi nemlig ikke lide!

Junior: Nå, men de ser da meget søde ud…

Mor: Ja, det gør de vel. Men vi deler ikke deres holdninger.

I det vi passerer den sidste valgplakat, peger jeg på den og siger:

Hende på plakaten dér kan vi godt lide, men jeg stemte ikke på hende.

Junior havde en klassekammerat på besøg, og de to drenge morede sig med at lege fange-leg og fægte med hinanden. Da Juniors kammerat blev træt af legen, foreslog Junior, at de kunne kæmpe videre udenfor. Så drengene forsvandt ud i haven. Fra vinduet så jeg, at de gik rundt med hver sin havesaks. Junior gik i gang med at klippe i bambussen. De ville lave deres egne sværd. Når bare de nøjedes med at klippe en gren af hver, så var det OK. (Vi troede, at bambussen var død i sommer, men så opdagede vi pludselig, at den havde fået masser af grønne skud. Så slap vi da for at skulle grave den op.)

Nu håbede jeg bare, at Juniors kammerat ikke begyndte at klippe i æbletræet lige som sidst han var på besøg! Men havde han dog bare gjort det … Pludselig kaldte drengen på Juniors far. “Kom og se! Jeg har fundet en flaske ude i haven!” Juniors far gik ud til drengen, der stod med en flaske i hænderne. Juniors far fortalte, at flasken indholdt hjortetak - en duft, der skulle få rævene i haven til at holde sig væk.

Om drengen ville hjælpe os med at få rævene til at holde sig væk fra vores have, er ikke til at sige, men han åbnede for flasken og hældte indholdet ud!

Drengene kom ind og tog deres sko og overtøj af. Junior gik rundt og holdt sig for næsen. “Pyh, er der nogen, der har en næseklemme?” spurgte han. Jeg måtte give ham ret i, at lugten af hjortetak var ret markant! Desværre havde drengen også spildt noget af midlet på sit ene frakkeærme, og det var endvidere løbet ned af hans bluseærme. Føj - for en stank. Junior ville skifte tøj. “Men du har jo ikke fået noget på dig”, sagde jeg. Så gik han ud og vaskede sine hænder meget grundigt. Jeg gav hans kammerat besked på at vaske sine hænder grundigt i håndvasken nedeunder. Junior begyndte at vaske sit ansigt med en svamp med masser af sæbe. Han kaldte på kammeraten, og nu blev han også vasket grundigt på hænder og ansigt med svampen. Junior gik ud i køkkenet og hentede to køkkensvampe, og nu stod begge drenge ude på badeværelset og vaskede deres hænder og ansigter med svampene! Da Junior mente, at kammeraten lugtede bedre, begyndte de at vaske væggene på badeværelset med svampene.

Der lugter stadig ret kraftigt på det sted, hvor drengen hældte midlet ud. Der vil nok gå nogle uger, før lugten er forduftet! Pyyyh…

Han har det hårdt - det trefarvede hanmarsvin. Når han får færten af hunmarsvinet, lyder der de mest ynkelige hvin fra ham, og han skubber lågen i buret op, stiller sig på bagbenene og stikker hele sit hoved ud, alt imens lågen falder ned og rammer ham. Han bliver ved med at skubbe lågen op, og fortsætter sin ynkelige piben. Den anden han - sølvagoutien - er mere behersket. Han brummer til den trefarvede, men om den trefarvede overhovedet ænser det er uvist. Han vil ud af buret og møde sin udkårne. Ind imellem tager jeg hunnen ud af hendes bur; så får hun lov til at rende rundt oven på hannernes bur. Så begynder den trefarvede at bide i burets tremmer. Ud det vil han. Og hvis jeg ikke vil lukke ham ud, ja så må han selv tage affære. Og hvad med hunnen - jo hun virker da lidt interesseret i hannernes kurtiseren. Men når den trefarvede bliver lidt for nærgående og napper i hendes bagpoter, så svarer hun igen med at nappe efter hans hoved. Nok se, men ikke røre!

For nylig købte jeg nogle anderledes malebøger, der hedder `Mandalas´. De indeholder nogle flotte mønstre og kan fås til børn fra 4 år og opefter. Det med alderen skal man nu ikke tage så nøje. Faktisk finder jeg det ret fornøjeligt og herligt afslappende at sidde og farvelægge de flotte mønstre.

Jeg købte egentlig bøgerne, fordi Junior trænger til at få trænet sin finmotorik. Han har et lidt specielt - eller akavet - greb på blyanten, og selv om vi længe har forsøgt at få ham til at holde mere korrekt på blyanten, så er det ikke helt let at få ham overbevist om, at vi har ret. Men på et eller andet tidspunkt lykkes det vel for ham at holde bedre på blyanten? Jeg har for længst fundet ud af, at det ikke nytter at presse ham til noget han alligevel ikke vil/kan/magter. Det medfører bare (unødvendige?) konflikter.

Lærerne synes han sjusker, når han skriver og tegner, men han præsterer sit bedste. Jeg siger ofte til ham, at han skal gøre sig umage, når han skriver/tegner, hvortil han svarer: `Mor; det gør jeg også. Jeg gør mig umage.´Så ved jeg godt, at jeg ikke skal sige mere. For han gør sit bedste. Det er ikke perfekt, men det er det bedste han kan præstere.