Den stille pige og Juniors verden

Ind imellem dukker der kommentarer op, der giver stof til eftertanke. Jeg har slettet nogle (få) kommentarer fra bloggen i tidens løb. Kommentarer som jeg har fundet underlødige eller perfide. Typisk er det kommentarer som: `Få dig et liv!´som jeg har valgt at slette. Hvis man, udfra det jeg skriver om på min blog, synes, at mit liv er kedeligt, hvorfor så spilde tiden med at læse det jeg skriver, og hvorfor overhovedet bruge kostbar tid på at sende en kommentar? Det er da spild af tid.  Nu kan det jo tænkes, at kommentatoren faktisk mener det godt. At vedkommende synes det er synd for mig, at mit liv er så stillestående, at jeg skulle se at komme i gang med noget andet - end blogging? Men denne blog handler primært om min søn og de oplevelser jeg har sammen med ham. Jeg skriver denne blog til ham. Her er små øjebliksbilleder fra hans liv. Noget han han læse, når han bliver ældre. Jeg har altid tænkt, at hvis der skete mig noget, så ville jeg gerne efterlade mig noget håndgribeligt fra mig til ham. Derfor disse små historier fra vores hverdag. Det er mit liv. Hans liv. Vores liv. Eller det er noget af mit liv. Noget af hans liv. Noget af vores liv. Jeg skriver ikke alt. Det har jeg dels ikke tid til, dels er der ting, som jeg synes er for private til at lægge ud på bloggen. Jeg deler mange ting med mine læsere, men gemmer også en del af mit liv til mig selv og mine nærmeste.

Jeg stod ved busstoppestedet med to fyldte indkøbsposer. Der stod mange passagerer og ventede. Bussen kom, jeg steg ind og stemplede mit kort. Satte mig allerforrest på en plads, hvor der kun var ét sæde. Fik læsset mine to poser ned på gulvet ved mine fødder og begynder at skubbe mit klippekort tilbage i etuiet, da jeg pludselig mærker nogen, der står og skubber til mit ben: `Flyt dig! Jeg skal sidde dér!´siger en lille dreng og bliver ved med at skubbe til mig. Jeg kigger på ham. `Her sidder jeg´, svarer jeg ham. `Flyt dig! Det er min plads!´ råber han. `Nej, det er det ikke. Du er da en fræk dreng´, siger jeg og beslutter mig for at ignorere ham. Han skubber stadig. Så kommer hans mor: `Så - du må ikke råbe til folk.´ På en måde synes jeg det var komisk med den der lille uopdragne knægt, der troede, at han kunne få sin vilje ved at kommandere med mig. Men hvis det havde været min unge, så havde jeg sgu skammet mig over hans dårlige opførsel.

Junior har en skolekammerat, der har været på besøg en del gange. Men da forældrene ikke har bil, tilbød vi nogle gange i starten at hente og bringe drengen. Det skulle vi måske ikke have gjort. En gang skulle faren komme og hente drengen, men så ringede moren: faren havde fået lidt for meget at drikke, så om vi ikke kunne køre drengen hjem? Jo, selvfølgelig kunne vi det. Det er altid os, der henter drengen og kører ham hjem igen. Nu er det jo ikke sådan, at vi bor langt ude på landet med langt til nærmeste alfarvej. Man kan gå turen fra deres hjem og til vores på 10-15 minutter. Juniors far siger, at det ikke går noget af ham af at skulle hente drengen og køre ham hjem igen. At hans familie nok har det lidt hårdt, og at vi mere velstillet end de er. Måske. Nej, ikke måske. Jeg ved jo, at han har ret. Men derfor kunne jeg godt ønske, at de selv kunne finde ud af at hente drengen eller i det mindste bringe ham.

Marsvinene er gået amok. Sølvagoutien sidder og bider i buret. Ham der ellers har været så tålmodig og stille af sig. Det har altid været den trefarvede, der bed i tremmerne, når han mente, at det var tide, at der blev serveret godbider. Men sølvagoutien overgår den trefarvede i tremmebidning. Han vil UD! Ud til hunnen. Og hannerne slås og piber og hyler og bider efter hinanden. Suk. Det er det rene galehus. Junior mener, at sølvagoutien skal have sit eget bur. `Han er jo lidt vild, mor.´ Det har han helt ret i. Men faktisk er begge hanner blevet fuldstændig vilde. Sølvagoutien har opdaget, at livet et andet end at æde, sove og løbe omkring. Forresten tror jeg, at han skal være far til april! Måske har den trefarvede ikke haft held i sprøjten med hunnen; men til gengæld så forsøger han ivrigt med sølvagoutien! Jeg tror det ender med, at de får et bur hver.

Forleden havde jeg en `sindsoprivende oplevelse´ i mit lokale supermarked, og da jeg kom hjem fortalte jeg Juniors far om hændelsen. Junior sad på gulvet og var egentlig i gang med at lege sammen med far, da jeg kom og afbrød dem. Junior og hans far lyttede tålmodigt til mine lange beretning om hvilke fortrædeligheder, der havde overgået mig i supermarkedet, og da jeg var færdig med at tale, kiggede Junior på mig og sagde lige så stille: `Mor, du stjæler al opmærksomheden.´

Så - nu bider han i tremmerne igen! Hvem? Sølvagoutien! Hanmarsvinet er blevet smaskhamrende forelsket i hunmarsvinet, og han vil ud til hende, derfor bider han i tremmerne for at jeg skal lukke ham ud. Den trefarvede han lider af forsmået kærlighed. Hunnen viser ikke den store interesse for ham.

For nogle dage siden flyttede vi hunnen ind på Juniors værelse. Han ville gerne have selskab, når han skulle sove, og han spurgte, om han måtte få hende ind på værelset. Så nu er hun rykket ind hos ham. Hannernes bur står stadig i stuen.

Hunnen og hannerne har været ude på tur sammen i stuen næsten dagligt i den sidste måneds tid. Den trefarvede han holder sig som regel i baggrunden. Han er ikke så modig. Men når sølvagoutien går på opdagelse ud i entreen og ind på Juniors værelse, så følger hunnen med. Hun er lige i enden på ham. Så tøffer de rundt sammen, indtil jeg synes, det er på tide, at de kommer tilbage i burene. Og det er på tide, når der begynder at ligge efterladenskaber rundt omkring.

Selvom hunnen har skiftet værelse, så har sølvagoutien ikke glemt hende. Han springer ud af buret, når det står åbent og tøffer ind til hendes bur og render rundt og rundt om det indtil jeg eller Junior lukker ham ind til hende. Juniors far siger, at hvis der kommer unger, så er jeg selv ude om det! Ja, hvis. For nok er hunnen er glad for sølvagoutiens selskab, men hun synes ikke, at han skal komme alt for tæt på hendes bagparti, og hvis han gør, så sender hun en tissestråle lige i hovedet på ham. Det får hannen til at stoppe op og så ryster han sig. Nok gør hannen kur til hende, men det er hende, der har bukserne på!

Jeg prøvede at sætte den trefarvede ind til dem; for jeg syntes, at han var lidt ensom. Men det gik helt galt. Hunnen blev aggressiv og snappede og bed efter ham. Og sølvagoutien og den trefarvede snappede og bed efter hinanden. Jeg syntes det var synd for alle tre, så jeg skyndte mig at fjerne den trefarvede, og lidt efter satte jeg også sølvagoutien tilbage i sit eget bur. Tre marsvin i ét bur er en for meget.

Junior og jeg har hygget os her til eftermiddag. Først sad vi på gulvet og legede skovtur, og Junior tilberedte supper og pølser og majs til mig og tøjhundene. Imens sad vi og spiste (rigtige) gulerødder og æbler, og da vi havde været sunde, spurgte Junior om han måtte få popcorn. `Det er jo fredag, mor.´ Ja, fredag er lig med Disney Sjov og popcorn. Pyt da. Så kunne jeg med god samvittighed kaste mig over æsken med chokolader og karameller. Nu var der jo ganske vist flere timer til Disney Sjov, men Junior bestemte, at vi skulle se FIND NEMO på dvd. Senere skulle jeg lige tjekke nogle ting på computeren. Junior begyndte at lege. `Mor, har vi ikke en pose til min fisk?´`Din fisk?´ ´Ja, mor, jeg leger, at der er en fisk i den her kasse´, sagde han og pegede på en legetøjskasse. `Og jeg bliver nødt til at rense akvariet, inden gæsterne kommer!´ `Jo, jeg finder lige en pose til dig i køkkenet.´ Jeg gav ham en frysepose til fisken. `Fint, mor. Og gå du så bare hen til computeren igen.´ Jeg satte mig hen til computeren og læste blogs, og 5 - 10 minutter senere kommer Juniors far ind i stuen. `Junior - der er vand over hele gulvet!´ `Ja, far. Det er til min fisk og dens akvarium.´ Juniors far kom tilbage med nogle håndklæder. `Hvad laver du, far?´ `Jeg tørrer op! Du har spildt vand ud over hele gulvet!´ Junior rejste sig og gik ud af stuen. Da Juniors far havde tørret vandet op fra gulvet, sagde han: `Han er gået ind på sit værelse - med sit akvarium.´

Juniors far har en brændeovn. Ja, det er jo sådan set også Juniors og min. Men det er Juniors far, der passer den og fyrer op i den, når der er koldt. Nu har Juniors far i et stykke tid beklaget sig over økonomien, og dagligt mindet os om, at vi skal spare. Og da brænde er dyrt, må man jo finde på noget nyt. Så han har købt noget kul. Det ligner nogle murstensstore brune klodser. I dag skulle Juniors far til gymnastik, og Junior og jeg gik i gang med at lave aftensmaden lasagne. Inden Juniors far strøg ud af døren, nåede han lige at komme med en bemærkning om, at han havde tændt op i brændeovnen, og at den bare skulle passe sig selv til han kom hjem. Fint nok, tænkte jeg. Junior og jeg kom lasagnen i ovnen, og så byggede vi togbane i stuen. `Synes du ikke der lugter lidt mærkeligt?´ spurgte Junior efter et stykke tid. Jo, det gjorde dér! Var det lasagnen? Var den brændt på? Jeg skyndte mig ud i køkkenet. Kiggede til lasagnen. Næ, ingen problemer dér. Så gik jeg nedenunder til dagligstuen dér, hvor brændeovnen står. Stuen var fyldt med røg! Og der stank forfærdeligt. Junior og jeg fik åbnet vinduer og døre. Men røgen var ikke sådan at slippe af med. Og stanken … Føj! Jeg måtte sande, at brændeovne ikke lige var det jeg har mest kendskab til. Men med min bror i telefonrøret, fandt jeg dog ud af at kvæle ilden. Junior og jeg gik lidt rundt i haven. `Her er luften ikke forurenet´, som Junior sagde. `Det er også din far, der vil spare, og så køber han sådan noget billigt møg´, sagde jeg irriteret. `Mor. Når nu far kommer hjem, så synes jeg du skal sige med vred stemme, at han ikke skal købe sådan noget billigt noget igen.´ Så kunne jeg sgu ikke lade være med at grine.

Junior var spændt på at se sin nye flyverdragt. `Hvad farve har den?´ spurgte han. `Vent og se til du kommer hjem.´ `Jeg håber den er blå.´ Nå, så måtte jeg hellere forberede ham, så han ikke blev alt for skuffet, når han kom hjem og så den. `Jeg kunne desværre ikke finde nogen blå i din størrelse´, sagde jeg. `Nå, pyt med det, mor. Men hvad farve har den?´ `Jo, den er sådan lidt mørkebrun og så med en turkis farve indeni.´ `Den glæder jeg mig til at se.´ Da vi kom hjem fra fritidshjemmet, ville han straks prøve den. `Men først skal jeg lige mærke den´, sagde han og følte på den. `Hm - den er blød uden på, og den er også dejlig blød indeni. Den er god, mor.´ Vel er den ikke blå, men han lader til at have accepteret den!

Ak ak. Her har jeg drønet det halve af hovedstaden rundt for at finde en blå flyverdragt til Junior. Men enten var de for små (skal være str. 8 år/128 cm) eller også var de lyserøde, pink eller sorte! Jo, jeg fandt godt nok nogle få, der var blå - så mørkeblå, at de næsten var sorte. Men det skal være en blå farve man kan se er blå! Udvalget af flyverdragter i børnetøjsbutikkerne er ikke voldsomt stort, selvom det stadig er vinter. Måske er foråret virkelig på vej? Eller også er det udsalget, der har tømt butikkernes lagre af flyverdragter? Men jeg endte da med at købe en ny flyverdragt til ham. Nægtede at komme hjem tomhændet! Den er bare ikke blå. Den er nærmest mokkabrun med turkis fleecefor. Han har bare at kunne lide den med alt det besvær jeg har været igennem!

PS: Men jeg holder stadig øjnene åbne efter en blå flyverdragt!