Den stille pige og Juniors verden

Så fik han en diagnose. Nu er der ingen tvivl længere. Det er Aspergers syndrom. Flere års usikkerhed og uvished er nu forbi. Fra moren fik den første mistanke, da han var omkring 3½ år gammel, og luftede den over for pædagogerne. Børnehaven mente ikke, at der var noget galt med barnet. Ikke så galt at det krævede ekstra ressourcer til barnet. Var det opdragelsen, den var gal med? Var det moren, den var gal med? Hun havde jo haft en fødselsdepression, så … det kunne bestemt ikke udelukkes.

Det slider på én at gå med en fornemmelse, som ingen professionelle vil tage alvorlig. Men man kender jo sit barn. Ved hvordan hele hans verden kan falde sammen over en bukseknap, der er svær at lukke. En bluse der er lidt stram at få over hovedet. En klods der falder af, når han forsøger at sætte en anden klods ovenpå.

Han har altid foretrukket at lege for sig selv. Når han leger med andre, vil han helst kun lege med få børn ad gangen.  Han vil helst styre legen, for så ved han, hvordan den ender. Hvis de andre børn bidrager med input til legen, så mister han hurtigt interessen eller bliver ked af det eller vred, fordi de `tager hans leg´ fra ham. Han kan ikke overskue større grupper. Han kan ikke klare støjen og uroen. Men alt dette så børnehaven jo også. Eller de valgte at lukke øjnene. Eller overså de noget, de burde have set?

Junior har Aspergers. Han er et handicappet barn.

Diagnosen fik vi i dag. Junior har Aspergers.

Hun satte sig ned og skrev: - Du har trådt på mig. For sidste gang. Hun kiggede på det hun havde skrevet. Hun tvivlede. Hvordan undgik hun at blive trådt på? Eller at træde nogen over tæerne? Kun ved at træde varsomt. Eller ved at træde ved siden af.

`Mor, hvordan ser der ud der hvor du skal hen?´ `Jeg ved det ikke, men jeg tror der er en strand lige i nærheden.´ `Mor, så kan du jo finde nogle smukke konkylier. Og måske er der sådan en man kan finde guld og diamanter med under jorden, og så kan du måske finde nogle formuer i sandet og tage med hjem?´ `Ja, du mener en metaldetektor som kan finde ting af metal i jorden? Ja, måske finder jeg ikke guld og diamanter, men jeg skal se om jeg ikke kan finde nogle smukke konkylier eller nogle smukke sten.´

Der havde været gnidninger imellem dem i et stykke tid. De talte ligesom forbi hinanden. Når den ene sagde noget til den anden, var den anden straks på vagt og omvendt. Den ene (lad os for nemheds skyld kalde vedkommende for A) beklagede sig i et væk over det ene og det andet. Det var helt sikkert et tegn på stress, tænkte den anden. Den anden (lad os kalde vedkommende for B) var til gengæld ved at få stress af A´s daglige brok og  jammer, og B forsøgte på sin egen stilfærdige måde at få A til at indse, at man kun kan nå det man nu kan nå. Men det hidsede kun A op, og B måtte liste omkring og passe på ikke at komme til at sige noget, som A straks ville tolke som tegn på dårlig arbejdsmoral og dovenskab. A følte, at hele arbejdsbyrden hvilede på A´s skuldre. B følte, at B ydede så meget det var muligt, når der nu ikke var tale om en fuldtidsstilling. A og B måtte arbejde sammen, selvom de ikke var de bedste venner og næppe blev det. De måtte forsøge at overvinde deres modvilje mod hinandens måde at opfatte tingene på.

Hvis denne historie har en morale, må det være, at man skal huske, at deltidsansatte er ansat  - på deltid! De kan ikke og skal ikke udføre samme mængde arbejde som fuldtidsansatte. De får også mindre i løn. Og det er ikke alle deltidsansatte, der får supplerende dagpenge, så de kan `gå og hygge sig i fritiden´! Nogen har valgt at arbejde på deltid, fordi personlige forhold kræver det.

I morgen. Hun venter på i morgen. Og hun kan ikke sove. Endnu en urolig nat. Nu ved hun, hvordan Anne Boleyn havde det på vej til skafottet.

Snart skal hun forlade sit hjem. Sige farvel til mand og barn. Hvordan har hun det med det?

Jeg kom hjem fra arbejde og meddelte Junior og hans far, at jeg snart skal på kursus - i fem dage! Internat, naturligvis. Har aldrig prøvet at være hjemmefra så længe - uden mand og barn. Jeg lider så forfærdelig af hjemve. Men Junior tog det fint: `Far, så skal du og jeg have noget tid for os selv - uden mor. Så kan vi rigtig lære hinanden at kende.´

Junior har flere gange lånt nogle fantastiske bøger på skolebiblioteket. Bøgerne er skrevet af en engelsk forfatter og tegner ved navn Colin Thompson. Han har skrevet et utal af bøger for både børn og voksne, og flere af dem er udgivet på dansk bl.a.  `Mit Atlantis´, `Paradishaven´ og `Ruby´ for at nævne nogle af dem, som Junior har lånt. Flere af bøgerne handler om ensomhed og sorg, og selvom det er alvorlige emner, så bliver det ikke tung læsning. Junior (og jeg) elsker at sidde og kigge i bøgerne og på tegningerne, der er fulde af skønne, underfundige detaljer.

Det ringer ind, og børnene stiller sig på række i skolegården. Junior og hans makker finder hinanden. Makkeren begynder at kramme Junior, og det er Junior - modvilligt? - med på, men da makkeren begynder at stille an til at kysse, så trækker Junior sig tilbage. `Han laver bare sjov med dig´, siger jeg og griner af optrinnet. `Nej, jeg vil ikke kysses af en dreng´, siger Junior og trækker sig væk fra drengen. `Ja´, siger en pige. `Han laver bare sjov´, men Junior sætter sig på en bænk lidt væk fra gruppen. Han sidder dér demonstrativt - med næsen lidt i sky. Han er ikke sur eller vred, men markerer blot, hvor hans grænse går. `Kom nu´, siger jeg. `Nej, først når læreren kommer´, svarer han.  Endelig kommer hun gående, og Junior stiller sig tilbage i rækken ved siden af makkeren - uden at holde i hånd.