Den stille pige og Juniors verden

Da vi kom hjem i dag efter at have hentet Junior på fritidshjemmet, stod jeg i køkkenet og satte varer på plads. Så lød det fra Junior, der sad i entreen og legede med nogle BIONICLE figurer: “Mor. Du har revnet dine bukser!” - “Ha ha, den er god med dig!” sagde jeg og lo. - “Ja men, mor, så prøv lige at mærke efter med dine hænder.” Jeg mærkede efter ned langs buksebenene og mærkede absolut ingenting. - “Hvor? Jeg kan ikke mærke nogen huller”, sagde jeg. - “Er du sikker på, at der er et hul?” - “Mor. Vend dig nu om!” svarede Junior en kende utålmodigt. - “Og mærk lidt højere oppe.” Jeg fulgte hans råd og følte efter og nåede op til rumpetten. - “Iiiiiih - gud - du har jo ret!” hvinede jeg og mærkede en meget lang flænge omkring højre baglomme. - “Du godeste hvor længe har jeg haft den flænge,” sagde jeg og tog bukserne af. Flængen var ca. 10 cm lang. - ” Undskyld, at jeg ikke troede på dig, men jeg troede altså, at du lavede sjov med mig. Jeg troede, at det var en aprilsnar.” - “Mor. Aprilsnar er kun noget man laver den 1. april, og det har vi jo ikke idag!” - “Nej, det er rigtigt.” Jeg betragtede flængen. - “Sikke da en stor revne!” - “Bare rolig, mor. Den kan mormor sy for dig!” -”Hm ja, men jeg tror nu, at jeg smider dem ud. De er også gamle efterhånden.” (Ja, men de er ved at være det eneste par bukser jeg kan få plads til maven i!)

Spørgsmålet er nu bare, hvor mange mennesker, der har set mine trusser i dag? Jeg mener; jeg har jo både kørt med busser, været til læge, i indkøbscentret, på biblioteket, på rådhuset og Juniors fritidshjem, inden jeg blev gjort opmærksom på flængen, som jeg er ret sikker på ikke var der i morges, da jeg tog dem på - eller var den?!

Vi har søgt aktindsigt i PPR´s sag om vores søn. Her er bl.a. en e-mail jeg skrev og sendte til PPR-psykologen, der var tilknyttet Juniors børnehave. Jeg bringer her et uddrag af min mail af 15. september 2005 til psykologen:

“Har min søn behov for lidt støtte?”

“Hej (psykologens navn). Min mand og jeg var til en samtale hos dig i maj måned (2005). Vores søn er 4 år og går i børnehave. Det bekymrer os en del, at når han bliver vred (og han kan blive meget vred fx hvis et eller andet driller ham fx computeren) - så tager han sine sko på og løber ud af huset (…) I børnehaven oplever de også hans vredesudbrud, hvor han også forsøger at stikke af fra børnehaven, når noget går ham på. Vores søn er enebarn, og meget sammen med os. Børnehaven mener, at han har en del socialt og følelsesmæssigt at arbejde med, før han fx er klar til at komme i skole. Han leger også en del alene i børnehaven, og er måske lidt meget i en fantasiverden. Jeg kan ærlig talt ikke finde ud af, om min søn har behov for lidt støtte til at tackle sine vredesudbrud og få mere styr på sine følelser? (…) Han virker ikke genert, lukket eller reserveret, men møder verden med et åbent og nysgerrigt sind og vil gerne i kontakt med andre. Men måske mere med voksne end med børn??? Kan du råde mig til, hvad vi kan gøre?”

Ak ja… Vores første møde med PPR-psykologen var i maj 2005, og først i januar 2007 laver hun en henvisning til børnepsykiatrisk med henblik på en vurdering af eventuel autismespektrumsforstyrrelse. Det tog hende næsten 2 år at nå frem til, at Juniors problemadfærd kunne være en gennemgribende udviklingsforstyrrelse.

Jeg har i bogstaveligste forstand været offline ganske ufrivilligt i næsten en uge, men nu er jeg tilbage på bloggen takket være en ny router! Fastnettelefonen er stadig død, men TDC “arbejder” på sagen.

Jeg burde egentlig søge et nyt job. Som koordinator. Jeg er faktisk i stand til at holde mange bolde i luften. Jeg fungerer som tovholder, og koordinerer møder og aftaler på kryds og tværs mellem en masse forskellige fagfolk. Jeg gør mig umage. Det er jo min søns fremtid, der står på spil.

Men jeg kan mærke, at jeg snart har opbrugt min tålmodighedskvote. Den pæne facade krakelerer, og jeg viser mig fra min absolut værste side. Den vrede mor. Rappenskralden. Rejekællingen. Jeg render “fra Herodes til Pilatus”. Skole. Fritidshjem. Skoleforvaltning. Socialforvaltning. “Ansøgning? Hvilken ansøgning? Det er da PPR.” Jeg vil gerne have svar på, hvornår min søn får støttestimer i skolen? Hvordan går det med den ansøgning? Hvor ligger den henne? Hvem er ansvarlig? Jeg vil gerne have svar på, hvornår min søn får støttetimer på fritidshjemmet. Hvor ligger den ansøgning nu? Hvem er ansvarlig? Kan vi nå det, inden næste udvalgsmøde? Måske har der været udvalgsmøde? Var ansøgningerne vedrørende min søn med i bunken af sager, der blev behandlet?

Hvad har jeg lært i dag? Jo, jeg har bl.a. lært, at lederen af fritidshjemmet er inkompetent. At vedkommende ikke har fulgt op på den ansøgning, der blev skrevet og sendt til Skoleforvaltningen i oktober 2007. Hvorfor har vedkommende ikke rykket for et svar? Hvis vedkommende havde gjort det, ville vedkommende nemlig have fundet ud af, at det IKKE er Skoleforvaltningen, der skal have den ansøgning, men Socialforvaltningen!

Og hvad så med den nye ansøgning, der blev skrevet og afleveret til PPR tidligere på måneden? Den skulle jo bare lige have en påtegning af skolepsykologen, og så skulle det ellers være i orden. Er den kommet videre? Havner den også hos Skoleforvaltningen, der ikke aner, hvad de skal stille op med den, og derfor lader den ligge?

Jeg har kendt hende det meste af mit liv. Hun er svær at komme ind på livet af. Hun er sådan en, der sidder henne i en krog med ryggen til. Eller hun står i et hjørne. Alene. Hun er nærtagende, sårbar, følsom, tyndhudet. Hun holder sig mest for sig selv. Kan ikke have at folk kommer for tæt på. Kan ikke klare at hendes privatsfære bliver invaderet. Ind imellem er der åbent hus og så vader tilfældige folk rundt i hendes liv. Det er mennesker hun ikke har valgt i sit liv. Det er mennesker hun aldrig ville vælge, hvis hun havde et valg. Hun har valgt jobbet. Hun har valgt arbejdspladsen. Men kollegerne har hun ikke valgt. Alligevel vælger hun at invitere dem inden for, for man skal jo komme hinanden ved og være sociale. Er du fleksibel? Omstillingsparat? Teamplayer? Kan du samarbejde på tværs og holde mange bolde i luften på samme tid? Man skulle tro, at det nutidens arbejdsgivere søgte, var slangemennesker eller jonglører. Måske er arbejdslivet som en cirkusforestilling? Hun havde bare svært ved at se, hvilken rolle hun havde fået tildelt. Var det ikke hendes dansklærer, der engang havde kaldt hende for “asocial” en dag hun ikke havde været tilstede i klassen? Det havde hun svært ved at tilgive dansklæreren for. Forståeligt nok. Asocial er et stærkt ord. Men jeg tror, at dansklæreren kunne se noget, som de fleste andre i hendes liv har haft svært ved at se. Hun har kæmpet det meste af sit liv for at være en del af et fællesskab. Men jeg tror ikke, at hun nogensinde bliver en del af et fællesskab. Hun er en outsider, og hun ved det.

Urbanbloggeren Agaetias indlæg inspirerede mig til at skrive dette indlæg.

Du har været ret så fraværende i mange år. Kontakten har været ret sporadisk. On og off. Mest off. Jeg fatter ikke, hvorfor jeg kan blive så gal på dig. Men jeg kan mærke en enorm vrede, som ikke slipper mig. Eller er det mig, der ikke vil slippe vreden?

Lige da Junior var fyldt 4 år, sad hans far og jeg og talte om bl.a. dig. Junior spurgte, hvem vi talte om, og jeg sagde, at vi talte om hans rigtige morfar. “Ham vil jeg gerne møde”, udbrød Junior. “Men det kan du ikke,” svarede jeg. “Hvorfor ikke? Er han død?” ville Junior vide. “Nej, men vi ser ham ikke”, svarede jeg. Det syntes Junior var lidt mærkeligt. Ja, det var det jo også. Jeg sagde, at vi ikke så hinanden, fordi vi ikke havde lyst til at se hinanden. Det var den enkle forklaring. Mere behøvede jeg ikke at fortælle en lille knægt på 4 år.

Men du kom da lidt ind i vores liv igen. Senere. I en kort periode. Jeg vil tro, at der var et tomrum i dit liv. Som vi så kunne være med til at udfylde. Jeg ved godt, at du ikke har det nemt. Det er der ikke noget at sige til - med den kone. Nå ja, ex-kone.

Jeg vil egentlig bare sige, at jeg synes du fylder meget. Alt for meget. Og at du har fyldt alt for meget i alt for mange år. Når du engang imellem dukker op i mit liv, så taler du meget. Om dig selv og dit liv. Det er sådan set helt OK. Men det er umuligt at bryde igennem din talestrøm. Hvornår lytter du?

Et eller andet sted vil jeg gerne tro, at du bryder dig om mig og min familie. Du evner bare ikke at udtrykke det.

Det skulle være så godt. Jeg købte en ny shampoo. Junior skulle i bad. Med den nye shampoo. Den med æbleduft. “Ikke flere tårer” i dette hus. Men tårer blev der. Rigtige mange tårer. Og et barn med knopper og udslæt. Nu sender jeg en klage. Og vælger et andet produkt fremover. Aldrig mere “ikke flere tårer” i dette hjem!

Det har ikke kostet samfundet en krone. At det har taget syv år med at finde ud af, at min søn har en medfødt gennemgribende udviklingsforstyrrelse. Det har ikke kostet en krone. Alle de penge der er blevet sparet på støttetimer i børnehaven, selvom han havde åbenlyse sociale og følelsesmæssige vanskeligheder. Alle de kroner der er blevet sparet ved at han går i en almindelig børnehaveklasse. Det har ikke kostet en krone. Nej, det har været billigt - for samfundet.

At det så har kostet kroner - mange lønkroner - for familien, at mor måtte sige sit fuldtidsjob op og tage et deltidsjob, fordi det var tvingende nødvendigt for at familien kunne fungere nogenlunde “normalt”. Fordi ægteskabet knagede så det bragede. Daglige skænderier og uenigheder om opdragelse.