Den stille pige og Juniors verden

Blev en ung mand dobbeltmorder, fordi han havde en gennemgribende udviklingsforstyrrelse? Kunne dobbeltmordet på et ældre ægtepar være undgået, hvis manden havde fået stillet en diagnose - Aspergers syndrom - tidligere i sit liv? Og fået støtte til at udvikle sine sociale kompetencer? Ender ikke-diagnosticerede personer med en gennemgribende udviklingsforstyrrelse med at begå vold og mord?

Læs om baggrunden for dette indlæg på:  http://nyhederne.tv2.dk/krimi/article.ph…

Junior og jeg sad i hans fars arbejdsværelse og spillede computer. Efter en times tid lukkede Junior computeren ned og de forskellige lamper i værelset blev slukket med kommentaren: “Vi skal slukke for lyset og spare på strømmen. Så bliver der flere penge til fødselsdagsgaver og julegaver.”

Forleden var vi til Juniors papmorfars fødselsdag. Junior havde taget sin Nintendo DS med. Da Juniors kusine så Juniors Nintendo, smuttede hun lige hjem efter sin egen, og så sad hun og Junior og spillede Mario det meste af eftermiddagen.

Juniors kusine kunne hjælpe Junior gennem nogle af de svære baner, som har forårsaget diverse affektudbrud. Jeg oplevede, at Junior spurgte sin kusine om hjælp, og det var dejligt at se, at hun kunne hjælpe ham. Desværre havde vi ikke fået opladeren med, og Nintendoen var ved at løbe tør for strøm, men så skiftedes de til at spille på hendes.

Juniors far har købt en adventskalender fra Lego til Junior. Junior har kigget på æsken hele dagen. Der er meget længe til den 1. december!

Du ved du er udenfor, når dine kolleger undgår dig. Du ved, at du er udenfor, når ingen gider at spørge til dig, selvom de godt ved, at du har et handicappet barn. Du ved, at du er udenfor, når du siger noget og ingen reagerer på det du siger. Du taler ud i luften og ingen spørger ind til det du fortæller. De prøver ikke at få dig med i deres fællesskab. De har nok i sig selv og hinanden og deres verden.

Jeg har et handicappet barn. Jeg arbejder på deltid. Jeg laver ikke lige så meget som mine kolleger, fordi jeg arbejder mindre og tjener mindre.

Vi har fået et nyt familiemedlem, som Bornholmertrold så rigtigt beskrev Juniors Nintendo DS. Og hvordan går det så med den? Jo, vi har desværre haft flere affektudbrud, hvilket jo absolut ikke var meningen. Vi havde jo tænkt os, at den skulle være et middel til adspredelse og afslapning. Men da Junior nåede nogle svære niveauer i Super Mario, og han glemte at gemme spillet (han kendte ikke forskellen på YES og NO; ja så gik det galt - første gang. Han blev vred og ked af det og ville have, at vi skulle tage ned i butikken og aflevere Nintendoen tilbage. Men det værste var nu, at han blev så gal på sig selv. “Jeg er dum”, sagde han og slog sig med knyttede hænder i hovedet.

Vi har haft flere andre affektudbrud af samme kaliber - senest i lørdags. Hvor han - efter overstået affektudbrud - lagde Nintendoen på kommoden. Han ville ikke bruge den igen. Der har den så ligget lige siden - til han kom hjem fra skole i dag. “Jeg kan jo tage den med i skole i morgen”, sagde han på vej ind ad indkørslen, mens han fortalte om de andre børn og deres Nintendoer. “Og man må godt spille i taxaen,” sagde han. Tjah, måske kommer den med i skole i morgen? Han har spillet på den i ca. 10 minutter her til eftermiddag. Jeg sagde til ham, at han skulle lade være med at spille den svære bane, som gjorde ham så ked af det. “Jeg kan jo godt spille den, hvis jeg lover ikke at blive ked af det?” “Ja, men du må have en plan B. Hvis det går galt. Hvad vil du så gøre?” “Så spiller jeg bare en anden bane.” Han lod nu være med at spille den svære bane. Vi sad sammen og puttede vores hoveder ind til hinanden, mens han spillede forskellige Mario spil. Så blev han træt og lukkede Nintendoen sammen.

Så er Junior blevet udrustet med en Nintendo. Ja, jeg ville have forsvoret, at mit barn skulle udrustes med sådan en tingest, men jeg er - heldigvis - blevet klogere. Vi har jo set de andre børn i taxaen sidde med de dersens tingester, og Junior har talt om, at hans bedste ven i den nye klasse har sådan en, så da selv vores rådgiver fra Center for Autisme, fortalte os, at en Nintendo eller en Playstation Portable (PSP) var sagen for den slags børn [autismespektrumsforstyrrelser], fordi de kan afhjælpe barnet i stressede og eller kedelige situationer som fx køer, lægebesøg etc., så sagde vi, at sådan en må Junior da også have! Juniors far ville helst have en PSP, men Junior ville have en Nintendo, fordi det er det de andre børn har. Så i dag gik turen til legetøjsbutikken og Junior fik valget mellem en rød, grøn, blå eller sort Nintendo. Det skulle være en sort. Far betalte for Nintendoen og mor betalte for spillet - Super Mario Bros. Nu skal vi så have fundet ud af at gemme spillene, så Junior ikke bliver alt for ulykkelig og går i affekt.

Junior ville gerne spille skak med mig, da han vågnede. Og jeg fik lov at begynde. “Du skal have lov til at starte. Du har jo skaffet mig en fridag!” Det betød virkelig meget for ham, at han havde fået en fridag. Nå, men selvom jeg lagde ud med det første træk, så vandt han alligevel over mig.

Her til aften spillede vi igen. Jeg fik hurtigt ram på hans dronning. Men så gik det ellers hurtigt ned ad bakke for mig. Han vandt - igen! Jeg fatter simpelthen ikke, hvordan jeg kan blive ved med at overse vigtige detaljer. Det er et lille afgrænset område. 64 felter! Hvor svært kan det være?! Hans far mener, at jeg har brug for at komme på skakskole.