Den stille pige og Juniors verden

Jeg har valgt at lade Junior vælge en julegave hver morgen her de sidste dage op til juleaften. (Junior har ikke pakkekalender). Det tager lidt af spændingen/trykket/presset af juleaften, håber jeg. Og jeg vil egentlig hellere give ham nogle gaver han kan have glæde af spredt over nogle dage frem for en masse gaver på én gang. Det bliver alt for overvældende.

I går valgte han så en gave, hvor det var noget fra Lokomotivet Thomas/ Thomas & Vennerne, som han leger en del med for tiden. Det er et fyrtårn (med lys) og en bro (med lyd) og en pram, der hedder Bulstrode eller Brokkeprammen på dansk.

I dag har Junior så valgt en gave, der indeholdt to dvd´er. En med Tintin (som han også holder meget af at se for tiden) og en dvd med Thomas & Vennerne. Dvd´en med Tintin indeholder bl.a. afsnittet `Den Sorte Ø´, som Junior har fortalt, at han har set i skolen og som han ønskede sig.

Junior og de øvrige børn i specialklasserne har arbejdet med billedkunst. De har fremstillet nogle relieffer og i sidste uge var der fernisering på de små kunstneres værker. Det var lidt af et tilløbsstykke og der var mødt mange forældre og bedsteforældre op. Der var også en fotograf og en journalist, som tog billeder af udstillingen og i denne uge er der en artikel i den lokale avis om børnenes kunstværker. Der er også et billede i avisen, og Junior er med på det

Hvert barn fik overrakt en kuvert med en check, som tak for lån af deres værk til udstillingen. Det syntes Junior var sejt, og han mente, at checken skulle sættes ind på hans børneopsparing

Børnenes værker er udstillet på en stor offentlig institution frem til januar 2009.

Junior plager heldigvis ikke om at få en hund for tiden. Men han har jo også en lille hvalp på Nintendogs, som han passer og plejer. Han er blevet rigtig glad for spillet og han går ture med hvalpen, og den kommer i bad, bliver nusset og møder andre hvalpe. Når den er i bad, bliver den sæbet ind i hvidt skum og Junior siger, at den ligner en puddelhund. “Jeg kan ikke lide puddelhunde”, siger Junior (hans egen hund er en Siberian Husky).

Junior fortæller begejstret om alle de gaver hvalpen finder på deres ture. Han mener, at han har nogle gaver som hans kusine ikke har (hun har også Nintendogs). Måske får vi at se i aften, hvor vi skal til hendes storebrors fødselsdag. Knægten fylder 15 i dag - jeg kan stadig huske, da jeg holdt ham i min favn på barselsgangen … Men det er en helt anden historie …

Det er uhyggeligt, når ens tekster forsvinder - uden at man selv har slettet dem! Hvad sker der, Urban? Jeg har skrevet to indlæg i dag og såmænd trykket på “Udgiv” og efterfølgende set, at de er udgivet. Senere vender jeg tilbage til bloggen og ser, at de to indlæg er forsvundet! Som om de aldrig har været skrevet.

Junior har sat sig for, at han vil have en hund. Det er hørt før. Men nu er han blevet ret insisterende. Man skulle næsten tro, at han havde set den autentiske film, EFTER THOMAS (vist på DR1 i går), der omhandler en lille autistisk drengs drastiske forvandling efter at han havde fået en hund. Før hunden kom ind i drengens liv, var han nærmest umulig at kommunikere med, men efter hundens ankomst i familien, forandrede han sig og begyndte at kommunikere først med hunden og siden med forældrene.

Nu vil Junior altså have en hund. Han har plaget om det flere gange i løbet af dagen. Og jeg havde egentlig glemt alt om plageriet, da vi sad i bussen på vej hjem og jeg fik øje på en slædehund, der stod udenfor et supermarked og udbrød: “Så du den slædehund?” Men Junior nåede ikke at se den. Desværre. Og så gik det op for mig, at jeg blot havde trigget hans hundeplageri. Da vi gik hjem fra bussen udspandt sig følgende samtale.

“Mor, hvornår får jeg en hund?”
“Vi skal ikke have hund”.
“Men jeg vil have en hund!”
“Men det er jeg nødt til at tænke over.”
“Hvornår kan jeg så få en hund?”
“Når du bliver voksen.”
“Hvis jeg bor hjemme, kan jeg så også få en?”
“Hm… det må jeg tænke over.”
“Mor. Jeg VIL have en hund! Hvorfor kan vi ikke få en hund?”
“Fordi man skal gå tur med den tre gange hver dag.”
“Jamen, mor, du siger jo så tit, at jeg skal mere ud. Hvis jeg har en hund, skal jeg gå tur med den - hver dag! Så kommer jeg jo ud!”
“Ja, det kan der være noget om. Men vi skal ikke have hund. Vi har jo marsvinene.”
“Hvorfor vil du ikke have en hund?”
“Fordi jeg ikke vil have en hund i min seng eller i sofaen.”
“Jamen, mor, det skal jeg nok lære den, at den ikke må. Jeg siger til den: Hey, du må ikke være i sengen eller sofaen.”
“Jamen, jeg bryder mig ikke om hunde, der springer op af mig.”
“Det skal jeg nok lære, at den ikke må.”
“Jeg kan heller ikke lide hunde, der slikker mig i ansigtet. Det er ulækkert.” Her holder mine argumenter op.

Vi fortsætter resten af turen i tavshed. Junior er sur på mig. Han nægter at gå på samme fortov som jeg. Så vi går på hvert sit. Når jeg kigger over på ham, ser han demonstrativt ind i hækken. Vi nærmer os vores hus. Han kommer over på vort fortov. Jeg går ind. Han kommer ind i huset og jeg får lige hvisket til hans far, at Junior er sur, fordi han ikke må få en hund. Junior smider sine støvler og sin flyverdragt. Han tramper af sted. Smækker med døren. “Han skal vist bare have lov til at rase ud”, hvisker hans far.

Senere kommer han hen til mig og spørger om vi skal leg med tog. Det gør vi så. “Mor. Jeg er stadig lidt sur på dig, fordi du ikke vil lade mig få en hund, men jeg har tænkt over det du sagde med hunde, der slikker en i ansigtet. Det synes jeg heller ikke er så lækkert.” Så leger vi med togene og snakker ikke mere om hunde. Men jeg tror dog ikke, at han har opgivet sit ønske om at få en hund.

På fredag deltager jeg i et socialt eksperiment. Jeg skal til julefrokost! Sammen med 500 kolleger og chefer fra min arbejdsplads. Halleluja - here I go! Skål og velbekomme. Hvorfor tilmeldte jeg mig? For det er ikke lysten, der driver mig af sted. Måske er det udsigten til gratis mad og drikke? Tjah… Det er vist den eneste motivationsfaktor. Selv om jeg hverken kan lide sild eller snaps. Sagen er vel den, at jeg ligger under for et vist gruppepres. Er man med eller er man udenfor? Og når nu chefen ligefrem siger, at det er for at fremme sammenholdet, at man helst ser, at ALLE deltager i den årlige julefrokost; ja, så deltager jeg. Lettere modstræbende. Og når folk bliver for fulde, så er jeg den, der er smuttet.

I dag er det Juniors fødselsdag! Hurra, hurra, hurra! Ja, så er han blevet otte år. Klokken 17.20 hvis jeg ikke husker helt galt… Mandag den 4. december 2000 - så røg ham omsider ud ved hjælp af en hård sugekop. Sådan, velkommen til verden. En dreng?! Yes! En super duper skøn dreng på 54 cm og lidt over 4 kilo. Min søn. Min.

Det er svært ikke at blive sentimental og lade tankerne gå tilbage til dengang. Jeg mindes. Jeg husker. Noget var godt. Ham. Noget var mindre godt. Firesengstuen. Uroen. Alt for mange mennesker og alt for lidt privatliv. Det første bleskift. Det første bad. Jeg kan ikke rigtig fatte, at det er otte år siden, at jeg blev mor. Til en fantastisk dreng med skønne brune øjne.

Junior har en kontaktbog. Det er meningen, at forældrene hver dag skriver noget i den, så lærere og pædagoger kan læse om barnets oplevelser fra den foregående dag, og senere skal barnet fortælle om sine oplevelser til samlingen.

Hm… Jeg har skrevet flittigt om alt - stort og småt, men nu er der kommet restriktioner. Man må kun skrive én ting barnet har oplevet. Nu skal jeg så vælge blandt dagens små `oplevelser´ … men hvad er lige en `oplevelse´? Som jeg definerer det, så er det fx en tur i Tivoli, ZOO, biografen og skoven. Noget der ligger ud over hverdagens mange små rutiner. Hjemme hos os er hverdagen mest præget af rutiner og ikke oplevelser.