Den stille pige og Juniors verden

Elevatordage - det kalder jeg de dage, hvor Juniors humør kører op og ned. Sådan en dag har vi i dag. Junior har haft en række negative oplevelser i skolen, der har gjort ham ked af det. Han var meget ulykkelig, da vi hentede ham i skolen (vi havde været til møde), og han græd og fortalte om alle de dårlige ting, der var sket ham i løbet af dagen. Og han ville tilbage til sin gamle skole. Suk… og da jeg spurgte til, hvordan timerne i hjemkundskab havde forløbet, så blev han endnu mere ulykkelig. Det havde bestemt ikke været en god oplevelse - heller. Men jeg kunne ikke få en forklaring på hvorfor… Han ville bare hjem!

Herhjemme er hans humør fortsat i samme dur. Fra glæde med fangeleg og pudekamp med os til sorg og frustration. Da jeg sagde, at vi skulle have fiskefrikadeller til aftensmad, så udløste det endnu et affektudbrud. Det ville han ikke have! Det kunne han ikke lide! Måske har han skullet spise noget han ikke kunne lide i hjemkundskab?

Pludselig er han begyndt at græde, fordi han ikke ved, hvad han skal lave. Han, der ellers altid kan finde på noget. “Jeg ved ikke, hvad jeg skal lave”, græder han. Og lige meget hvad man foreslår af aktiviteter, så er det bare ikke lige det han har lyst til. Så står man dér og føler sig en smule magtesløs.

I dag er ikke en dag, hvor man skal udsætte ham for (mere) pres eller stille (flere) krav til ham. Derfor får han, hvad han vil have at spise. Pålægschokolademadder og mælk. Og popcorn.

Nogle dage er jeg ked af, at mit eneste barn er autist. Sådan en dag har jeg i dag. Jeg er ked af det på den der måde, hvor tårerne bare får frit løb, når jeg sidder for mig selv. Sådanne dage vil jeg bare have lov til at passe (på) mig selv og ikke skulle forklare og forsvare mine humørsvingninger.

Det er ikke fordi der er kriser, nedsmeltninger, affektudbrud og hvad der ellers ofte følger med, når man har et barn med en autismespektrumsforstyrrelse. Nej, for i øjeblikket er han jo superglad. Det er han faktisk for det meste. Og ikke sådan til at vælte omkuld.

Han sad godt nok på et tidspunkt i går og snøftede højlydt. Han spillede Super Mario på Nintendoen og det gik ikke helt som han ønskede. Det kunne måske have udviklet sig til en krise af de større; ved det ikke. Men jeg satte mig bare ved siden af ham og kommenterede lidt forsigtigt på hans tilstand og spillet. Så gik det over. Og han fortsatte med at spille og var hurtigt glad igen.

Jeg ved ikke helt, hvorfor jeg er ked af det. Måske er det min skæbne jeg begræder? Skæbnen ville, at mit eneste barn skulle være autist. Og selvom jeg kan forestille mig skæbner, der er tusinde gange værre end at have et barn med autisme, så gør det mig alligevel ked af det.

Forleden hentede vi Junior på skolen. I vores nyreparerede Skoda Octavia. (Ja, den er kommet til hægterne efter en (dyr) tur på værksted!) Vi ringede og aflyste turen hjem med taxaen. Da vi ankom til skolen var klokken ca. 15.50 (børnene får fri klokken 16.00), og vi så, at der holdt nogle taxaer og ventede ved indgangen.

Vi så en af Juniors klassekammerater stå uden for døren til klasseværelset. Han var synligt ked af det, og vi spurgte ham, hvad han var ked af. Det var noget med hans Nintendo. Der var ikke mere strøm på. Han græd nu. Vi bankede på døren, dels for at få hjælp til den lille fyr, dels for at meddele Junior, at vi var kommet. Det var Junior, der lukkede op. Han råbte begejstret: “Mor! Far!” da han så os. Samtidig skulle vi sige til ham og en voksen, at hans kammerat var ked af det, og at der holdt nogle taxaer og ventede. Juniors far spurgte en af pædagogerne, om det var ok vi kom ind i klasseværelset. Det var det. Men i det næste øjeblik, kom en anden pædagog og bad os gå uden for, fordi nogle af børnene ville blive for forstyrret af vores tilstedeværelse. Øh, nåh! Vi sagde ikke noget, men gik uden for, og døren blev lukket bag os. Så stod vi der. Og ventede. Junior stak hovedet ud til os, og sagde, at vi lige måtte vente på ham.

Følte vi os velkomne?

A er taget hjem. De tre timer A var her fløj bare afsted. Det meste af tiden gik med at spille Super Mario - sammen. Junior var helt og aldeles overgearet, da A blev hentet af sin mor. A ville ikke hjem, og Junior ville have, at A skulle blive. Det tog noget tid med at få børnene til at samarbejde. For Junior at give slip på sin nye kammerat. Det er et godt tegn. De er venner. Og de er begge autister.

I går havde Junior besøg af “den lille rødhårede pige”. Hun havde ikke fået sin egen Nintendo med, så hun spurgte om hun måtte spille på Juniors. Hvilket han ikke var så glad for, men han gav hende dog lov, hvis hun lovede ikke at tabe alle de stjerner han havde fået i Super Mario spillet. Det lovede hun. “Men måske skulle du få dit eget Super Mario spil”, sagde Junior, der spillede på computer. Måske skulle han have siddet og set, hvordan den lille rødhårede pige klarede sig i spillet? Det ville måske have afværget den katastrofe, der indtraf i morges.

For i morges brød hans verden sammen, fordi han opdagede, at hun desværre havde tabt alle hans stjerner. Han var ked af det - og vred. “Hvornår kan jeg ringe til hende og sige, at hun ikke er min ven mere?” Pyha. “Måske kan A hjælpe dig med at få dine stjerner tilbage, når han kommer og besøger dig senere i dag?” sagde jeg. A er Juniors nye ven fra skolen, og han er meget dygtig til Super Mario.

Hvad har jeg lært af dette? Jo, jeg skulle have lyttet til Junior, da han modvilligt lod den lille rødhårede pige låne sin Nintendo og spille Super Mario. Det er ok at sige nej til at låne noget ud til andre. Det har jeg lært nu. Og næste gang - hvis der bliver en næste gang; Junior har jo ikke helt tilgivet den lille rødhårede pige - vil jeg støtte ham i, at hun ikke kan spille Super Mario på hans Nintendo.

Nu har Junior besøg af A og de hygger sig gevaldig med deres Nintendoer og Super Mario. Ved dog ikke om A har fået nogle af Juniors stjerner tilbage…

Junior og hans kusine byttede Nintendogs spil før jul. Så kunne kusinen gå tur med Juniors hunde og købe nye hunde til ham. Junior blev så begejstret for alle kusinens hunde. Sorte, Lucky og Bella og hvad de nu ellers hed. Åh, han købte sjove hatte og solbriller til dem og legetøj. Han morede sig strålende hele julen og nytåret med at spille spillet. Så et par dage inde i det nye år, hørte jeg ham pludselig græde ganske fortvivlet. “Hun slår mig ihjel.” “Hvem slår dig ihjel?” Junior fortalte grædende med ansigtet skjult bag en pude, at han havde solgt kusinens hunde og købt nye. Og nu havde han ikke råd til at købe nogle tilsvarende hunde. Av ja. Det var ikke godt. “Og selv om jeg kunne købe de samme hunde, så kan jeg ikke huske, hvad de hed”, græd han. Men det kunne jeg da - vistnok. Så det skulle vi nok få klaret. Men der var ikke nogen penge at købe hunde for. Siden da har Junior ikke spillet Nintendogs.

I skrivende stund befinder Junior sig hos en kammerat fra sin nye skole. Det er faktisk ret modigt af ham, at han er på besøg et fremmed sted. Hos en familie han aldrig før har været hos. Men han har fundet sammen med en anden dreng, som kører i den samme taxa til og fra skole. Så sidder de der med hver deres Nintendo og spiller Super Mario. Og drengen (A) hjælper Junior med spillet, der kommer glad hjem og fortæller begejstret, at nu har A igen hjulpet ham med at gennemføre nogle baner. Jeg tror det er begyndelsen til et langvarigt venskab. Det håber jeg.

I en alder af - nej, lad os springe det over, og blot skrive, at det er 40+, er jeg nu godt i gang med at tillægge mig en livsstilssygdom. Forhøjet blodtryk. Min læge har derfor udstyret mig med en blodtryksmåler, så jeg i en uge kan måle mit blodtryk tre gange om morgenen og tre gange om aftenen. Målingerne noterer jeg så i en dagbog. “Er det nogen i din familie, der har/har haft forhøjet blodtryk?” spurgte lægen. Og så måtte jeg fortælle, at det er der jo. Både blandt de levende og de døde.

Forhøjet blodtryk? Helt ærligt. Mig? Forhøjet blodtryk er noget jeg forbinder med ældre mennesker. Med mine forældres og bedsteforældres generation.

Hvordan er det kommet så vidt? Forhøjet blodtryk? Jeg, der ikke ryger? Må se sandheden i øjnene, hvor ondt det end gør. Jeg får for lidt søvn og for lidt motion - og alt for mange kalorier. Det er her hunden ligger begravet. Hvis jeg kan få styr på mine madvaner (mit overforbrug af søde sager), og sørge for mere søvn og motion, så er jeg på rette vej til at få styr på blodtrykket.

Men hov - hvad med jobbet? Jeg føler mig stresset og presset på mit arbejde. Her er der også plads til forbedringer. Men hvad hjælper det, når chefen mener, at jeg skal blive bedre til at kommunikere? Hele afdelingen har alvorlige kommunikationsproblemer, hvor misforståelser og brok hører til dagens orden. Det giver stress.

Måske tager jeg blodtryksmåleren med på job en af dagene.

Desperate Gaywife har startet en blog-bog og jeg er blevet tagged af Pukk, 283 Dage

Blogger-navn: Den stille pige, men jeg ville egentlig gerne gå under navnet Den stille strigle
Webadresse: http://denstillepige.urbanblog.dk
Fødselsdag: Ultimo juli
Stjernetegn: Leo
Hårfarve: Den er stadig helt min egen - brun
Øjenfarve: Grøn-brune, men i mit gamle pas står der “brune”
Højde: 1,70 m
Vægt: 71 kilo, suk (og jeg der gik i koma over at have nået Djævelens vægt (66,6) for to år siden! Se evt. http://minnaboshund.urbanblog.dk )
Erhverv: Stadig aktiv
Bedste film: Forrest Gump
Bedste musiknummer: Det svinger. Hver dag sit nummer.
Jeg spiser helst: Søde sager (derfor vægten!)
Jeg undgår helst: Arrangementer med mange mennesker
Jeg burde: Æde noget mindre og sove og motionere noget mere!
Ordsprog: At vove er at miste fodfæstet et øjeblik, ikke at vove er at miste sig selv
Største ønske: At min søn får et godt liv, selvom han har Aspergers syndrom
I skolen var jeg bedst til: Dansk og engelsk
Søskende: 1 hel og 2 halve
Når ingen ser det: Læser jeg telefonbøger!
Dårligste vane: Søde sager
Bedste vane: At rydde op efter mig i køkkenet - både hjemme og på jobbet
Jeg har en helt speciel evne til at: Lave overspringshandlinger
Hvor er du om 10 år?: Hvor har jeg nu lagt den krystalkugle?

En af de første ting Junior sagde til mig i dag, da han steg ud af taxaen var: “Mor. Hvorfor havde I ikke givet mig Nintendoen med? Det var lige ved at være verdens undergang!”

Ups - ja, det var ikke så godt. Mandage og onsdage er jo spildage i skolen, når undervisningsdelen er forbi. Vi havde ellers sørget for at lade Nintendoen op, men så havde vi glemt at lægge den i skoletasken. Heldigvis kunne Junior så sidde og se med, mens en af de andre drenge fra klassen spillede på sin Nintendo. “Men så kunne vi jo ikke spille sammen, som vi plejer.”

Må bare huske at få Nintendoen i skoletasken på onsdag.