Junior har lige gjort knæfald for mig, kysset min hånd og spurgt om jeg vil gifte sig med ham. Men jeg måtte desværre skuffe ham og fortælle at det kan jeg jo ikke, da jeg allerede er gift med hans far. “Hvad? Jeg slår ham ihjel!” svarede han rigtig teatralsk, hvorefter han forsvandt ned ad trappen for at spille Lego Batman på Playstationen med sin rival. Måske bliver han skuespiller en dag 
Junior synes at alt der har med vort solsystem at gøre er spændende. Han har et puslespil med solsystemet, som han elsker at samle om morgenen, mens han sidder og spiser morgenmad.
For tiden er det muligt at se planeten Merkur efter solnedgang, og Junior vil meget gerne se den.
I går spurgte han, om han måtte blive oppe til klokken 22, så han kunne se den. Men jeg syntes at det var for sent i forhold til den tid han plejer at komme i seng. Han skulle jo op og i skole næste dag. “Jamen, jeg kan sagtens holde mig vågen til klokken ti”, svarede han kækt. Klokken var da ca. 20.15. Da klokken var 20.45 meddelte han, at nu gik han i seng, for han var altså træt!
Om ca. 1 time vil man kunne se Merkur, hvis man altså er vågen 
Hver gang jeg henvender mig til skolen for at få svar på noget, får jeg svar på ting jeg ikke har spurgt om!
Det er som om, at skolen automatisk går i forsvarsposition, når jeg henvender mig om noget konkret jeg gerne vil have svar på. Og så dukker der et svar op, hvor der står, at jeg kan kontakte [skoleansats navn], hvis jeg vil vide mere om deres dispositioner. Men det er for helvede ikke det - deres dispositioner - jeg spørger om eller ønsker at få svar på! Svar mig dog i stedet på det jeg spørger om!
Jeg vender tilbage - igen og igen. Og stiller ubehagelige spørgsmål. Ligesom en vis kriminalkommisær.
Jeg er ikke det mindste i tvivl om, at skolen anser mig for at være en besværlig forældre, en af de krævende… Og jeg tror, at de er bange for, at jeg skal afsløre, hvor inkompetente de er! De vil så gerne fremstå som eksperter. Det tror jeg også, at de er. Eller rettere - det jeg ønsker jeg virkelig at tro på at de er… Men er de det? Er de?
Hvad skole-forældresamarbejdet angår, er de yderst inkompetente og uprofessionelle.
Junior har så meget humor og jeg ville ønske, at han kunne bruge den i situationer, hvor han har det svært.
I dag i klassen var han ude for, at der blev spildt et glas vand ned på hans bukser, da de sad og spiste, og det fik straks den bøvsende dreng til at sige, at Junior havde tisset i bukserne. Så blev Junior ked af det og vred.
Da Junior genfortalte episoden, kom jeg til at grine - ikke af Junior, men af den bøvsende drengs bemærkning. For det er jo præcis sådan en bemærkning man kan forvente af den dreng.
Det er let at være morsom på andres bekostning og desværre mestrer den bøvsende dreng det til fulde.
Desværre tog Junior min latter ilde op. Han troede, at jeg lo af ham, og så blev han meget ulykkelig. Og det tog mig noget tid at forklare ham, hvorfor jeg lo. At det ikke var ham jeg lo af. At jeg godt kunne forstå, at han var ked af det over den anden drengs “morsomme” bemærkning. At det ikke er sjovt for den, der går ud over; den det rammer.
Senere sagde Junior, at han syntes, at [den bøvsende dreng] skulle arbejde i et cirkus. Så var jeg lige ved at le. For Junior har jo fat i noget dér. Den bøvsende dreng er jo klassens klovn! Jeg spurgte Junior, om han var klar over at han havde humor. “Hvad er humor, mor?” “Det er når man kan få andre til at grine. Fx når man siger noget morsomt. Når du siger, at [den bøvsende dreng] skal arbejde i et cirkus, så er det sjovt, for han opfører sig som en klovn.”
Humor kan være sjovt. Men den kan også gøre ondt.
I morgen gør jeg et nyt forsøg. Bøjer nakken og knækker min stolthed. Følger min søn i skole og ser ham gå ned ad den lange gang. Og slipper ham først af syne, når han drejer til venstre. Jeg kender min plads. Den er udenfor. Jeg vinker ikke. Jeg drukner. I tårer.
Efter have læst Sårbarhedstestens kommentar til mit indlæg Straffeattesten samt et andet indlæg på Sårbarhedstesten, kom jeg i tanke om en engelsk digter ved navn Stevie Smith (1902-1971), der skrev nedenstående digt:
Not Waving But Drowning
Nobody heard him, the dead man,
But still he lay moaning:
I was much further out than you thought
And not waving but drowning.
Poor chap, he always loved larking
And now he’s dead
It must have been too cold for him his heart gave way,
They said.
Oh, no no no, it was too cold always
(Still the dead one lay moaning)
I was much too far out all my life
And not waving but drowning.
Juniors Playstation 3 er en attraktion. A´s mor ringede og sagde, at A plagede om at komme på besøg hos Junior, for han havde hørt, at Junior havde fået en Playstation.
Junior troede, at det var den lille rødhårede pige, der ringede for at lave en legeaftale, og hende havde han ikke lyst til at lege med i dag, men da han så hørte, at det var A, udbrød han: “Ja! Det kunne være spændende at vise A min Playstation!”
Så nu er A her og de er gået i gang med at spille Lego Batman.
Bloggeren bag Sårbarhedstesten har skrevet en kommentar - et indlæg - til mit sorte indlæg i går. I kan læse indlægget “Kommentar til den triste stille pige” her
Hvilken fremtid vil du få? Det spørgsmål har jeg stillet mig selv en del gange her på det seneste. Med de papirer? Med den diagnose? Vil det (for)følge dig resten af dit liv? Vil det lukke døre for dig? Vil det holde dig ude?
Er en diagnose egentlig ikke en slags straffeattest? Er din diagnose en straffeattest? Din straf? En livslang straf. Du vil aldrig kunne lægge din diagnose fra dig. Den vil for altid (for)følge dig. Ånde dig i nakken. Spænde ben for dig. Du vil aldrig være fri. Du vil aldrig udstå din straf.
Jeg vil, at du skal være fri. Ikke være tynget af samfundets stempel.
I dag gik jeg ind af en dør, som jeg burde have holdt mig fra at åbne og endte med at blive tromlet af en lærer.
Der er uskrevne regler, og jeg får dem først at vide, når jeg har forbrudt mig mod dem.
De uskrevne regler hedder:
Du må ikke gå ind i klasseværelset. Heller ikke selv om du kommer der med dit barn, inden undervisningen er begyndt. Du forstyrrer dem, der evt. måtte være der.
Hvis du kommer før tiden, må du vente ude på gangen med dit barn eller I må gå en tur til klokken bliver 8.00.
Der er sikkert flere uskrevne regler, men jeg får dem først at vide, når jeg har gjort noget galt.
Mit handicappede barn har aldrig lektier for. Mit handicappede barn har aldrig skolebøger eller hæfter med hjem.
I dag blev jeg en smule klogere på, hvad mit handicappede barn lærer i skolen. Han læste for mig. Han løste opgaver. Det havde jeg aldrig set, hvis jeg ikke var gået med ham ind i det tomme klasseværelse.
Men selv om vi hviskede, selv om vi var meget stille, forstyrrede jeg alligevel med min tilstedeværelse de børn, der kom ind i lokalet, da klokken blev 8.00.
Damptromlen mente, at det kunne jeg nok forstå.
Jeg fik ikke sagt farvel til mit handicappede barn. Jeg havde travlt med at komme væk inden tårerne væltede ud.
