Den stille pige og Juniors verden

Han blev drillet - eller oplevede - at blive drillet i frikvarterne på den gamle skole. Han havde ofte konflikter med andre elever i frikvarterne. Nogle gange var der tale om drillerier, andre gange var det misforståelser.

Drillerier i frikvartererne: Det oplever han også i specialklassen. Forleden blev han spærret inde på toilettet af en dreng; senere blev han slået af en pige, og så kastede tissemanddrengen med sand og biler efter ham ude på legepladsen og ramte ham i hovedet. Han havde ikke lyst til at komme i skole næste dag. Jeg ville heller ikke have lyst til at tage på arbejde, hvis jeg havde haft tre voldelige konflikter med mine kolleger.

Hvor længe skal jeg blive ved med at acceptere, at tissemanddrengen bliver ved med at være voldelig over for mit barn? Er det barn ikke fuldstændig fejlplaceret i den klasse? Jeg får at vide, at man er opmærksom på den dreng og hans adfærd. Ja, og? Hvad har de tænkt sig at gøre?

Så kan jeg sgu ikke forsvare, at min barn går der. Ikke når han skal opleve konflikter med de andre elever stort set hver eneste dag. Det er i frikvartererne han har brug for at blive skærmet. Ikke i timerne. Ikke i undervisningen. Jeg kan ikke se nogen grund til at han går der. Og jeg kan godt forstå, at han ikke altid har lyst til at komme i skole. Det gavner ham ikke at omgås børn, der ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt over for hinanden. Han er ikke så autistisk endda. Jeg bliver nødt til at spørge mig selv: Hvad fanden laver han dér? Han var for autistisk til en normal klasse og han er for normal til en autistisk klasse!

Nogle af skolens lærere har givet udtryk for, at de mener, at hans fravær er for højt. Set i forhold til hvad? Har han da svært ved at følge med i undervisningen? Nej vel, så hvad er problemet? Jeg er træt af at skulle gå i forsvarsposition over for en arrogant lærer, når jeg ringer og fortæller, at han bliver hjemme fra skole. Han bliver hjemme, fordi han ikke orker konflikter med den og den… Og han bliver hjemme, fordi der er nogen, der tager ham alvorligt. Og han bliver hjemme, fordi hans mor er magtesløs. Fordi det ikke nytter noget at tale med lærerne, pædagogerne, lederen…

Nogle forældre besluttede at holde et privat forældremøde. Hvilket var helt bogstaveligt. Der var ikke inviteret repræsentanter fra skolen. Når de er tilstede foregår alt alligevel helt på deres præmisser. Der er orientering til forældrene. Ikke dialog med forældrene.

En mor fortalte, at hun bad om lov til at komme og overvære undervisningen en dag i sit barns klasse. Der gik to måneder før hun fik svar… Flere forældre fortalte, at de havde oplevet, at [lærerens navn] havde optrådt nedladende over for dem… Jeg er ikke alene.

En far fortalte, at han oplevede det som et overgreb mod hans barn, at barnet blev tvunget til at udøve en sportsgren mod sin vilje. Da faderen havde spurgt, om man kunne finde andre mere lystbetonede sportsgrene som barnet (og andre elever) kunne udøve, fik han svaret nej, at sådan gjorde man her. Punktum. Man ønsker ikke dialog. Man ønsker kontrol.

Jeg har en ubehagelig fornemmelse af, at der er nogle lærere på min søns skole, der har interesse i, at børnene i specialklasserne ikke udvikler sig for meget… Det er lærere, der får en fed gage for at arbejde nogle få timer om ugen, fordi de underviser børn med særlige behov.

Uha, sidder der nu nogle lærere og læser dette og føler sig stødt over min vilde påstand? Jeg er heldigvis ikke ene om at have den fornemmelse. Vi er faktisk en del forældre, der føler, at vores børns ressourcer ikke bliver brugt optimalt. At deres faglige niveau er under, hvad man kan forvente af børn på deres alderstrin. De gå ikke i 1. klasse eller 4. klasse. Det hedder bare A-klasse, B-klasse etc.

Husk på - her er tale om normaltbegavede elever. De er ikke retarderede. De har alle mulige forudsætninger for at klare sig senere i livet, hvis de får mulighed for at afslutte folkeskolen med en afgangsprøve… Den er en vigtig forudsætning for al videre uddannelse og jobmuligheder. Ingen af os forældre ønsker, at de skal ende på kontanthjælp eller førtidspension. Men med den faglighed, der lægges for dagen, så er det måske det børnene ender med…

De går i en almindelig folkeskole. De kunne inkluderes i nogle af de almindelige klasser på skolen i visse fag fx dansk og matematik og følge undervisningen der. Så kunne de få den sociale træning ved siden af af pædagoger. Men i stedet for at udarbejde en elevplan og en undervisningsplan for den enkelte elev og klasse, så sidder børnene altså totalt afskærmet - uden kontakt med de andre, normale elever på skolen.

Går vores børn ikke netop der for at lære at klare sig i normalsamfundet? Hvordan skal de nogensinde lære at begå sig, når de hele tiden skærmes? Og de skærmes fordi nogle lærere har en kolossal magt og ikke har interesse i, at eleverne i et vist omfang sluses over i normale klasser (med eller uden støtte), for så ryger det fede job med de få ugentlige undervisningstimer og den fede løn!

Der er dage, hvor jeg tænker, at jeg vil have, at min søn skal gå i en normal klasse med normale børn. Jeg kan ikke udholde tanken om, at han går i en klasse sammen med andre nutcases… Ja, undskyld, men når jeg har en sort dag, så er det lige præcis det udtryk jeg bruger! Han SKAL være normal! Hvad laver mit barn i sådan en klasse?

I dag har jeg lige præcis sådan en dag… Den er sort som bare fanden.

Junior har besøg af den lille rødhårede pige. De sidder ved computeren, hvor han viser hende et bil-spil. Jeg kom lige gående forbi og åbende døren ud til haven, så der kunne komme lidt gennemtræk, og på min vej ud af rummet, aede jeg lige Junior på kinden, hvor på han gav mig denne bemærkning:
“Mor! Lidt privatliv, tak!”

OK. Knægten er ved at være stor, og når der er piger på besøg, skal mor ikke komme rendende.

Forleden sad vi og så TOP GEAR i tv. Tv-værten talte med en gæst, og Junior ventede utålmodigt på, at der skulle komme nogle biler på skærmen: “Hvornår er de færdige med at snakke? Jeg vil hellere se maling tørre!” Junior kedede sig, så vi endte med at se noget Toon Disney eller Cartoon Network i stedet.

Så blev det hverdag igen. Junior glædede sig til at komme i skole og møde kammeraten N. igen. Han havde pakket sin skoletaske og fyldt den med biler, så han og N. kunne lege med dem.

Da han var kommet hjem fra skole, gik der et par timer, så sagde han: “Mor, måske gik dagen ikke helt, som jeg havde forventet. Den blev ikke så god, som jeg havde forventet.” “Nå, men hvad skete der dog? Og hvad skete der ikke?” “Jeg har ikke leget så meget med N. i dag. Altså vi legede lidt sammen sammen med to andre, men da jeg spurgte N., om vi skulle lege med bilerne, så svarede han ikke. Jeg pakkede dem [bilerne] alle sammen ud, men det kunne jeg have sparet mig. Han ville hellere lege med Bionicle.” “Så det var en skuffelse. Du blev skuffet. Og måske også lidt ked af det?” Han nikkede. “Ja. Jeg tror den ferie har forandret ham. Han er ligesom blevet en anden.” “Det kan jeg godt forstå, at du er ked af. Jeg ville også blive ked af det og skuffet, hvis en af mine bedste venner hellere ville lege med en anden og med noget andet. Men hvad gjorde du så? Legede du så med Bionicle sammen med N.?” “En lille smule. Det er det eneste N. vil lege med.” “Måske skulle du tage nogle Bionicle-figurer med i morgen? Så kan I lege med det sammen.” “Ja, jeg pakker min taske i morgen”, svarede Junior.

Så fortalte jeg Junior om den gang jeg gik i skole, og hvordan jeg også havde følt mig ensom, da nogle af mine bedste veninder i klassen, havde nok i hinanden og jeg ikke var en del af fællesskabet længere. Jeg savnede dem i frikvarterne, hvor de gik rundt arm i arm i skolegården, og jeg stod i en krog og spejdede efter dem. Og følte mig ked af det og ensom.

Jeg forstår godt, at Junior er skuffet og ked af det. Det gør ondt, når ens bedste ven ikke vil lege med en mere.