Junior fortalte mig, at han havde haft en mærkelig drøm i nat, men han kunne ikke fortælle, hvad den handlede om. Jeg sagde, at jeg også havde haft en underlig drøm. Jeg havde været til eksamen. “Lad mig gætte”, sagde Junior, “du dumpede”. “Jo, jeg bestod, men jeg fik ikke den karakter jeg havde håbet på, så jeg var ked af det og vred og skuffet.”
Efter skoletid skulle Junior besøge den lille rødhårede pige. Vi hentede ham ved skolen og kørte hen til pigen. Det var flere uger siden, de sidst havde haft en legeaftale. Da han steg ud af bilen, sagde han: “Jeg har forresten fået mig en forlovet!” “En forlovet? Hvem er det?” “Det er [navn på pige i klassen]“. “Jamen, hvad så med [den lille rødhårede piges navn]?” “Ja, hende kan jeg jo også godt lide.”
Hans nye forlovede er også en pige med rødt hår 
Junior havde en masse sand i sine sko. ”Det må være sandfeen, der fylder sandet i folks sko”, sagde han og tømte skoene for sand, imens han fortalte denne lille historie.
“Sandfeen er en lille fe, som stjæler sand fra skoler eller legepladser og bruger det til sig selv og efter den har stjålet det, putter den det i dine sko. Prøv selv at se i dine sko. Og kig ud i din sandkasse, så kan du se, hvad jeg mener. “
Junior har været hjemme fra skole, fordi han klager over ondt i armen efter et slag. Han faldt ned fra nogle kasser på legepladsen i skolen forleden. Og han har da også nogle ordentlige hudafskrabninger flere steder på kroppen og den anden arm (der ikke gør ondt).
Så i dag da vi skulle på indkøb, kom vi forbi hans gamle skole, og han ville gerne lige kigge forbi og se, om nogle af hans gamle klassekammerater var der. Vi kom forbi i spisefrikvarteret og i skolegården opdagede vi hans tidligere børnehaveklasselærer, der stod med ryggen til og talte med en anden. “Se, det er da vist [lærerens navn], der står der”, sagde jeg. “Mor, bliv lige stående her. Så går jeg hen til hende og overrasker hende”, sagde han og listede hen bag hende og efter at have kigget over på mig, prikkede han hende på ryggen. Og det kan nok være, at hun blev glad og overrasket over at se ham. “Sikke stor du er blevet!” udbrød hun. En af pædagogerne fra fritidshjemmet kom også lige gående og så fik Junior også hilst på ham. Junior fandt nogle af sine gamle klassekammerater, og det spredte sig hurtigt, at han var kommet, så der var flere, der lige skulle hen og hilse på ham.
Jeg bliver så glad, når hans gamle kammerater kommer og hilser på ham. Det betyder meget for mig, at de gerne vil ham. Han vil jo også dem, selvom han ikke mestrer at holde kontakten i særlig lang tid…
Talte lidt med læreren bl.a. om hvordan det går på den nye skole, og vi talte om de varslede besparelser på specialundervisningsområdet, og det havde hun jo læst om i avisen. Hun sagde, at Junior godt kunne have fortsat på skolen med støtte, for hans [gamle] klasse var rummelig. Børnene dér vidste, at han var anderledes, men de accepterede ham. Det er egentlig også min opfattelse. Måske var der et par stykker, der kunne drille ham, men de allerfleste accepterede ham jo…
Jeg føler nok stadig en sorg over, at han ikke går dér… Jeg var måske ikke helt tilfreds med kommunikationen mellem skole og hjem, da han gik der, men jeg har måttet sande, at de faktisk gjorde meget for ham, og at det ikke stod så skidt til med kommunikationen der som på den nye skole…
Jeg får næsten dagligt rippet op i min sorg over, at Junior er anderledes. Nærmeste supermarked ligger ved siden af hans gamle skole… Min nuværende arbejdsplads ligger “et stenkast” fra den gamle skole… Så jeg bliver i det daglige mindet om, at her eller der gik min søn indtil han fik stillet diagnosen…
20-09-2009 20:09… 
Alle skoler burde have en mobbepolitik… Alle skoler burde have et konflikthåndteringsberedskab som kan undervise eleverne i, hvordan man skal omgås hinanden på en respektfuld måde.
Ind imellem kan man blive positivt overrasket. Som når en mor til et barn i en anden specialklasse skriver et brev til forældrene i sit barns klasse for at gøre dem opmærksom på, at nogle af børnene i klassen driller Junior. Det er en fantastisk støtte og opbakning at få. Nu føler jeg mig da i det mindste ikke alene om problemerne.
Det viser sig, at mange af børnene i hendes barns klasse har det svært med kammeraterne, og at konflikter, drillerier og mobning hører til dagens orden. Foruroligende.
Nu er det så op til skolen at gøre noget ved problemerne - i samarbejde med forældrene - og bl.a. få indført en mobbepolitik. Desværre kunne jeg godt mistænke skolen for at ville affærdige det enkelte barns problemer med, at det skyldes barnets personlighed… At der ikke er tale om mobning… Men faktum er, at mange af børnene ikke trives pga. af mange indbyrdes konflikter. Hvad har skolen tænkt sig at gøre ved det?
Nogle gange finder Junior på nogle pudsige ting. Som fx at følge mig ind i den mørke stue om aftenen, når jeg har været på badeværelset. Så rejser han sig fra sengen og kommer mig i møde, tager fat i min ene arm og fører mig afsted med ordene: “Langsomt nu, gamle dame. Vi er der næsten.” Når jeg så er kommet sikkert ind i stuen, slipper han mig. Så er jeg bare færdig af grin af hans påfund. Det er så kært. Og jeg elsker ham så højt.
I undrer jer måske over, hvorfor jeg ikke har skrevet i et stykke tid, og hvorfor jeg ikke har svaret på de meget venlige sympatikommentarer, der er kommet på bloggen vedr. forholdene på Juniors skole.
Først vil jeg gerne sige tak for de støttetilkendegivelser jeg har fået på mine seneste indlæg. Dernæst vil jeg fortælle, at det er en turbulent tid vores lille familie gennemgår for tiden.
Forældrene til børnene i specialklasserne er ved at etablere et netværk, der skal forsøge at få indflydelse i skolen på en række forhold vedrørende vores børns skolegang. Juniors far gør et stort arbejde i den sammenhæng. Det er et krævende arbejde at råbe de politiske beslutningstagere op og gøre dem opmærksom på vores sårbare børn. Men det er nødvendigt, hvis man skal have politikerne til at interessere sig for nogle svage samfundsborgere; der kan ende med at bidrage med noget samfundsnyttigt, hvis man gider at investere i dem nu, mens de er børn. Det koster penge, og alle ved jo, at kommunernes økonomi er trængt. Og man sparer, hvor man kan. Og så vælger man at spare på de svage…
Forholdene på Juniors skole er, som jeg har været inde på i en del indlæg, ikke tilfredsstillende. Junior stikker ofte af fra skolen, når han er i affekt på grund af mobning - ofte uden at det bliver bemærket af hverken lærere eller pædagoger! Det er ret utrygt, at ens barn render rundt i affekt uden for skolens område uden at være under opsyn.
Skolen undlader gang på gang at kontakte os, når der har været konflikter, selvom Junior kommer hjem og er meget berørt af det - og så ender det med, at hele familien er berørt. Vi har utallige gange forsøgt at få skolen til at blive bedre til at kommunikere med os, men det ligger desværre stadig ret tungt… De vil helst ikke bruge deres ressourcer for at kontakte forældrene… Det er for så vidt forståligt… Ressourcerne skal bruges på børnene, men et godt skole-hjem-samarbejde forudsætter kommunikation. Og her bliver skolen nødt til at frigive nogle ressourcer til at kommunikere med forældrene.
Jeg oplever det som ret frustrerende, at Junior kommer hjem og er ked af det og vred over noget, der er sket i skolen - og jeg har kun hans ord at forholde mig til. Og hvis jeg har brug for at kontakte skolen for at høre, hvad der er foregået, kan det først ske den efterfølgende dag. Hvor jeg som regel kommer til at tale med nogen, der ikke lige var der og som derfor ikke ved, hvad det var der skete…
Vi er i gang med at skrive en klage vedr. forholdene på skolen og det ser ud til, at man fra skolens side omsider tager vores henvendelser vedr. mobning og manglende opsyn med eleverne alvorligt. Eller måske er jeg bare optimist? I hvert fald har vi fået at vide, at man nu mandsopdækker de elever, der volder problemer.
Jamen, så håber vi da, at forholdene bliver bedre ikke mindst for Junior. Jeg vil helst undgå, at han skal skifte skole - igen. Men det kan jo blive nødvendigt, hvis ikke skolen magter opgaven med at få styr på de elever, der mobber.
