Den stille pige og Juniors verden

Har fået en invitation til et møde med skolelederen… Måske hjalp det at skrive lige ud til vedkommende, at jeg oplever, at der er “støj på linien”, når vi kommunikerer?

Snart fylder han ni år. Så er der ni år til han bliver voksen og myndig. Jeg kan ikke helt fatte, hvor tiden er blevet af.

Jeg kan huske, da han var en lille baby, der lige havde lært at kravle. Hans første skridt. Dengang han dansede til et nummer af Hanne Boel & Martin Hall. Han var 15 mdr.

Eftermiddagene når jeg hentede ham hos dagplejemoren. Dengang han faldt og slog sig på vej hjem fra dagplejemoren en sommerdag. Han faldt på et ujævnt fortov og slog hul på det ene knæ og han har stadig et synligt ar der. Heldigvis havde jeg et stykke chokolade i min taske, købt specielt til ham, og det fik han og det kunne trøste ham, selvom det blødte fra knæet. “Chokolade? Er det til mig, mor?”

Det værste ved tiden der går er min dårlige samvittighed. Over at det tog så lang tid med at få ham diagnosticeret. Alle de gange hvor jeg har misforstået hans adfærd. Det fylder så meget i mig. Tilgiv mig, Junior…

Hver gang jeg oplever en konflikt med skolen, bliver jeg drænet. Sådan har jeg det nu. Jeg føler mig fuldstændig drænet samtidig med, at jeg er vred og ked af det.

Junior “taler grimt” til de andre børn, står der bl.a. i skolens oplæg til konferencen. “Taler grimt” - det er hvad jeg vil kalde underkendende. De kommer slet ikke ind på, hvornår han “taler grimt”, og hvorfor.

Jeg ved, at han siger “Din idiot!”, når hans urørlighedszone bliver overskredet, krænket. Når han føler sig uretfærdigt behandlet eller misforstået eller han kan faktisk også bare sige det for sjov. Det er selvfølgelig ikke pænt at sige sådan til andre. Det er heller ikke acceptabelt. Skolen glemmer bare, at der er en årsag til, at Junior siger de ting.

Her hjemme er Junior begyndt at sige: “Din beeeeeeeeep!” Han er fuldt ud klar over, at visse kraftudtryk skal censureres og derfor beeper han dem ud - helt ligesom de gør i visse bonerte amerikanske tv-serier og programmer, så seerne ikke skal få kaffen helt galt i halsen.

Jeg vil gerne hjælpe Junior med at “tale pænt”, for han kan jo komme galt af sted ved at sige visse stærke gloser, og han skal lære, at det kan virke både fornærmende og sårende, når han taler sådan til andre. Og nogle kan blive så provokeret, at de begynder at slå. Det skal han helst ikke opleve.

Desværre kan det ikke lade sig gøre at rykke konferencen. Den ligger helt fast, men jeg er da velkommen til at finde nogle forældre, der vil bytte tidspunkt. Det var koordinatoren, der ringede.

Finde nogle andre forældre? Bytte? Jo, tak… men det er jo ikke engang alle forældre jeg kender navne, adresse eller telefonnumre på. Der er faktisk forældre, der ikke ønsker at være en del af forældrenetværket. Forstå det hvem der kan. Orker de ikke? Vil de ikke? Kan de ikke? Aner det ikke.

Så jeg blev gal. Nok en gang. Og sagde, at det jo bare viste, hvor lidt skolen ønskede at samarbejde. De lader det være op til forældrene at finde en løsning.

Det jeg ikke forstår, er, at man får en seddel fra skolen, hvor man kan skrive, at man ønsker et andet tidspunkt. Og at den så ikke vil efterkomme ønsket. Du kan vælge mellem A eller B, men uanset hvad du vælger, så bliver det A. Basta!

Jeg kan ikke bare få fri fra mit job. Så skal ledelsen finde en vikar, og det går den ikke med til med. Der skal spares!

Jeg har skrevet en mail til den konferenceansvarlige på skolen (uden at vide hvem det er) og cc til Skoleforvaltningen og PPR. Jeg er vred. Det nytter sandsynligvis ikke noget som helst. Det gavner sikkert heller ikke noget og da slet ikke samarbejdet. Jeg kender skolelederen og kan næsten forestille mig ordlyden i hans (arrogante) svar.

Jeg er bare vred. Endnu engang. Faktisk er jeg mest ked af det. Ked af skolen. Deres arrogance og manglende vilje til at samarbejde. Ked af at skulle kæmpe hele tiden mod et system, der ikke vil samarbejde. Fuck skolen. Fuck systemet.

De kan holde den konference uden mig. Undskyld, Junior…

Junior har haft en dårlig dag i skolen i dag. Skolen er ganske vist ikke rigtig skole med undervisning i denne uge, hvor skolerne jo som bekendt holder efterårsferie, men for børn i specialundervisningstilbud fungerer skolen som et fritidstilbud her i ferien.

Allerede da vi tog imod ham ved taxaen, kunne vi se, at der var noget galt. Han løb bare ud af taxaen og ind i huset og videre op på sit værelse, hvor han begyndte at græde. Døren havde han lukket. Jeg bankede forsigtigt på, og spurgte om jeg måtte komme ind. Det måtte jeg godt. (Nogle gange ønsker han ikke kontakt, men vil bare græde/rase i fred.) Jeg kom ind til ham og satte mig på hug ved ham, og spurgte, hvad han var så ked af. Så fortalte han mig, at en af de andre drenge fra en anden klasse havde prøvet at kvæle ham, fordi Junior havde sagt noget “for sjov, mor”. Junior var blevet ked af det og var løbet væk fra skolen. “Og jeg måtte ikke ringe til jer, mor. Og de ville heller ikke ringe til jer.”

Senere havde børnene været på løbetur, og Junior havde fundet nogle grene, som han samlede op. Men så havde den samme dreng, der tog kvælertag på Junior, taget den største gren Junior havde udset til sig selv. Så stak Junior af igen - for anden gang den dag.

Det undrer mig i den grad, at vi ikke bliver orienteret om disse episoder, inden han kommer hjem eller efter han er kommet hjem. Men at det er ham selv, der skal fortælle os, hvad der er foregået. Det er sgu skolens/pædagogernes - opgave. Vi har gang på gang bedt dem om at orientere os, når der har været konflikter, og når han er stukket af fra skolen, og alligevel får vi ikke en skid at vide. Jeg er så træt af det.

Her til aften spurgte Junior mig. “Mor, har du set mine tegninger?” “Dine tegninger?” “Ja, dem jeg har med hjem fra skolen.” “Nej, dem har jeg ikke set.” Så hentede han sin skoletaske og tog en masse små røde sedler frem. Han viste mig seks små tegninger, hvor han havde tegnet, hvad han havde oplevet.

“Ingen mobiltelefon”, sagde han og viste mig den første tegning. (Junior har sin egen mobil, så han komme i kontakt med os.) “Jeg måtte ikke ringe til jer.”

“Her har jeg prøvet at skrive HJÆLP”, sagde han og viste mig den anden tegning. Den forestiller Junior, mens drengen A tager kvælertag. Ovenover Juniors hoved er der en taleboble, hvor han har skrevet: “HÆLP”.

Tredie tegning forestiller Junior, der græder.

Fjerde tegning forestiller Junior, der har taget et sværd og hugget drengen A´s hoved af.

Femte tegning: “Det er mig på vej ud af taxaen og hvor jeg løber. I står og ser overraskede ud over, at jeg har haft en dårlig dag.”

Sjette tegning: “Det er far, der ringer til skolen og spørger dem, hvorfor de ikke ringer til jer. Og du og jeg står ved siden af. Vi er sure.”

Jeg er temmelig imponeret over Junior. Han har lavet en tegneserie, der beskriver, hvad han har oplevet, men også i høj grad, hvad han forestiller sig vil ske både når han senere kommer hjem med taxaen og i morgen, når vi ringer til skolen og brokker os (for det gør vi!) Han har forestillingsevne. Jeg er faktisk ret stolt.