Typisk lørdag. Der har været Svampebob Firkant på Nicklelodeon hele dagen. Junior og jeg har set en masse afsnit med den lille gule svamp og hans ven Patrick Søstjerne og deres nabo den intellektuelle snob og klarinetspillende tentacle, Blækward, og den nærige ejer af restauranten Den Knasende Krabbe, hr. Krabbe, hvor både Svampebob og Blækward arbejder. Vi kender de fleste afsnit til bevidstløshed, men elsker at se dem igen.
Junior har taget et stort skridt i sin udvikling. Han har set sin frygt i øjnene og overvundet den. For forældre med neurotypiske børn er Juniors udvikling en lille ting, ja, det er noget ganske selvfølgeligt, men for Junior og for os er det en kæmpe hurdle, der nu er blevet overvundet. Og det er stort. Og jeg er glad, lettet og stolt.
Junior har haft en klassekammerat med hjem på besøg efter skole. Det er en kammerat han har haft et problematisk forhold til (det har jeg skrevet flere indlæg om); men de har fundet noget at være sammen om bl.a. Nintendo DS og fodbold. Og det er jo rigtig dejligt, at en “fjende” kan blive til en ven 
Junior og jeg har været nede og stemme på hans gamle skole. Ja, Junior er jo kun 8 år, så han kan ikke stemme, men han så, hvor mor satte sine krydser. Først på den hvide stemmeseddel og så den gule. Nu valgte jeg at give mine stemmer til et parti, jeg ikke tidligere har stemt på. Hviskende fortalte jeg Junior, at jeg valgte at gøre noget jeg ikke plejede at gøre. For jeg plejer nemlig at give min stemme til den sidste kvinde på listen af mit foretrukne parti. Jeg pegede på den kvinde, der altså ikke fik min stemme ved dette kommunalvalg og regionsrådsvalg (Sorry ladies, men jeg havde mine grunde i år!) I stedet kom mine krydser til at stå ved nogle andre - kvinder, der stod lidt højere oppe på listerne.
På vej hjem talte jeg med Junior om, hvor mange der sidder i vores kommunes byråd. “Borgmesteren - det er ham, der bestemmer i vores by?” ville Junior vide. “Jo, men han har 20 andre, som er med til at bestemme, hvad der skal ske i vores by. Fx hvor mange penge der skal spares på din skole.” Så fortalte jeg om, hvorfor jeg havde valgt at sætte mine krydser som jeg havde gjort. Fordi jeg ville stemme på et parti [partiets navn], der har ry for at tage hånd om de svage i samfundet. Dem, der har det svært og ikke kan klare sig selv. “Sådan nogle som mig, mor?” spurgte Junior. (Av, den sved sgu lidt, gjorde den!) “Ja, men det skal du nok lære. Når bare du får den støtte du har brug for, så kan du sagtens klare dig selv, når du bliver voksen. Du vil altid have Aspergers, men du vil lære at klare dig.” “Det er en fejl i min hjerne, ikke?” “Jo, det er en lille fejl i din hjerne, der gør dig lidt anderledes.” ” Måske har man en Asperger tænd og sluk knap?” lød det eftertænksomt fra Junior. “Mor, sådan en knap har du. Du har også Asperger nogen gange.” “Ja, jeg tror du har ret”, svarede jeg. “Jeg har sådan en knap”, sagde Junior og fortsatte. “Nogen gange bliver den tændt og så bliver jeg så kogende, at man kan koge æg og så kommer den på off igen. Betyder `off´ ikke sluk?” “Jo, det gør det.”
Junior har før talt om, at han kan tænde og slukke for sin Asperger. Eller at han ville ønske, at han kunne slukke for den. Permanent.
Junior: “Far, har du hørt om ordet `tandpasta´?”
Far: “Hvad mener du?”
Junior: “Din ånde lugter som en gammel pølse!”
Knægten har humor 
og så er han til tider hudløst ærlig og siger tingene uden omsvøb.
Hvad gør man, når man trænger til et boost i sit liv? Når man er ved at køre træt og føler sig tæt på udbrændt i et job med et dårligt psykisk arbejdsmiljø og samtidig har et udfordrende familieliv, der er beriget med et barn, der har Aspergers syndrom? Man ser sig om efter bøger om coaching og mental træning. I min søgen faldt jeg over en CD med denne titel: “Coach dig selv til success - i alle livets forhold” af Birgit Friis. Wow, det lød da spændende. Jeg læste videre, og overvejede virkelig at bestille lydbogen - lige indtil jeg læste sidste linje, der lyder sådan her: “Coaching henvender sig til alle velfungerende mennesker, der er motiverede til forandring.” Ok, der knækkede filmen så. Jeg er IKKE velfungerende! Måske er jeg motiveret, men velfungerende? Nej… Hvor finder jeg en bog om coaching for ikke-velfungerende mennesker?
Om lidt over en uge er der kommunalvalg. Jeg har alle årene været tilhænger af et parti, der i det store og hele repræsenterer mine holdninger - sådan nogenlunde. Dermed ikke sagt, at jeg kun har stemt på dette parti. Man har vel et standpunkt til man tager et nyt?!
Jeg har aldrig i alle mine år som vælger været i tvivl om, hvem der skulle have min stemme. Var det folketingsvalg endte krydset for det meste ved en kandidat fra Liste (ha, det skriver jeg sgu ikke!) Var det amtsvalg, så kunne krydset blive sat ved en kandidat fra Liste (ha, det skriver jeg - heller ikke!) eller evt. Liste (surprise!) Og var det kommunalvalg, ja så satte jeg som regel krydset ved en kandidat fra Liste (ok, du har vist fattet det!) eller evt. Liste (!)
Før nu… Jeg føler mig i den grad i vildrede. Ved ikke, hvem der fortjener at få min stemme. Men det skal i hvert fald være en kandidat, der gør en aktiv indsats med at få stoppet besparelserne på specialundervisningsområdet!
Det er ikke lige just anerkendende pædagogik man benytter sig af i Juniors klasse. I dag har han været udsat for, at en lærer har gjort grin med hans måde at skrive på - foran hele klassen, der grinede af Junior. Hvordan har Junior det? Han er ked af det. Vil aldrig mere i skole.
Han er ked af at blive skældt ud, fordi han ikke skriver pænt. Fordi han sjusker. Han vil bare gerne nå at blive færdig med sine opgaver. Han er ked af, at han ikke får ros. Han er ked af at blive skældt ud, mens de andre elever hører det - ja, åbenbart skal han gøres til grin. Det er så groft, at jeg har lyst til at klage over den pågældende lærer. Hvordan fanden skal jeg motivere min søn til at gå i skole, når han oplever, at hans præstationer bliver latterliggjort? Når han oplever at blive skældt ud?
Junior er perfektionist, selvom han måske ikke skriver perfekte bogstaver. (Hvad fanden det så end er?!) Han bliver ramt på sit selvværd, når han oplever at blive skældt ud og latterliggjort foran hele klassen, fordi han ikke skriver sådan som læreren har bestemt. Jeg er rystet. Og jeg er så ked af, at han skal være så ked af det. For jeg ved, at han gør det bedste han kan.
