Junior og far havde siddet i stuen og spillet Lego Indiana Jones på Playstation 3. Så blev Junior sendt op, for far skulle høre høj musik.
Junior: “Ok, han sagde, at han skulle høre høj musik, men jeg troede ikke, at det ville være SÅ højt!” sagde Junior, mens han lo og holdt sig for ørerne.
Jeg tror, at Junior forsøger at muntre mig lidt op. Han ved godt, at jeg er ked af det i dag…
Juniors oldemor blev født om aftenen den 19. december… Hun nåede desværre ikke at opleve sit oldebarn, for hun døde tre år før han blev født. I dag tog vi ud for at lægge en blomst og tænde et lys ved graven… Det er længe siden vi sidst har været der. Jeg tror ikke, at Junior har været med siden han var 4-5 år? På vej til kirkegården talte vi blandt andet om døden. Og at man døde, når man blev gammel. Vi kom forbi det hospital, hvor Juniors mormor blev indlagt med meningitis, da Junior var tre år gammel, og Junior sagde: “Det var godt, at hospitalet kunne redde hende.” “Hvis man lader være med at holde sin fødselsdag, så bliver man ikke gammel”, sagde Junior. Så lo både hans far og jeg. Ja, bare det var så let at snyde døden…
På kirkegården var alle gravstederne bogstavlig talt begravet i sne, og vi måtte grave os frem til det rette gravsted. Junior gravede en sten fri, hvor der stod hans eget fornavn! Det syntes han var interessant. “Nej, se. Det er jo min gravsten!” Men det var nu en gammel mand, der havde levet fra 1913 og var død i 2002. Så fik han gravet den rigtige sten fri af sneen, og vi lagde blomster og tændte lys for både oldemor og oldefar. Og da oldemors anden mand ligger begravet lige bagved, skulle den sten også findes og graves fri af sneen. Så satte vi blomster og lys der også. Junior gik tilbage til oldemors gravsted. Han tog sin hue af og bøjede sit hoved og lagde hånden på sit hjerte. “Sådan gør man for at ære de døde”, sagde han. Jeg ved ikke helt, hvor han har det fra… Men kært så det ud. Jeg var lige ved at glemme nogle engle vi havde med, men Junior fik dem og placerede en ved hvert gravsted.
December 2005… kaotisk… jeg var startet i et nyt job; Junior fyldte fem år, og han fik ofte sine “ture”, hvor han enten stak af fra os, når han blev vred, ked af det, frustreret eller han råbte og skreg og var fuldstændig umulig at nå ind til… Vi anede ikke, hvorfor… Det var slemt… og der stod jeg så med et nyt fuldtidsjob, som jeg - set i bagklogskabens klare lys - burde have takket nej til… Selv om det da gav mig nogle erfaringer jeg kunne bruge i et senere job…
December 2005… i et tæt trafikeret vejkryds tæt på vores hjem, var en 10-årige dreng blevet trafikdræbt… Jeg passerede stedet, når jeg skulle til og fra arbejde og følte mig meget berørt af drengens død. Der lå breve, blomster og lys. Fra hans klassekammerater. Og fra nogle der havde forsøgt at redde hans liv. “Kære Stefan…”
Jeg glemmer aldrig en forfærdelig aften herhjemme midt i december… Junior var blevet ked af det og vred over et eller andet, og alt var kaos, og jeg reagerede med at råbe og skrige… opførte mig faktisk lidt a la Junior - men måske var det i virkeligheden meget værre, for jeg var jo en voksen, og jeg tror faktisk ikke, at det var godt for Junior at opleve mig helt ude på kanten… Og i min afmagt gik jeg min vej og efterlod en grædende dreng og hans far…
Jeg kan ikke passere det vejkryds uden at tænke på den tragiske ulykke og den døde 10-årige dreng. Hver gang jeg kommer forbi tænker jeg på ham, og på min egen sorg fra dengang… Sorgen over at jeg ikke vidste, hvorfor jeg ikke forstod min søn, før han blev 7 år og fik sin diagnose…
Jeg læste et indlæg på Sårbarhedstesten, der handler om stress og det inspirerede mig så til at skrive dette indlæg.
Nogle gange bliver jeg stresset. Især om morgenen. Når Junior skal nå at skifte tøj, mens han ser Disney XD eller Nickelodeon, børste tænder og tisse af og pakke de legeting han vil have med i skole den pågældende dag. Og når taxaen så kommer før tiden, og det sker jo næsten altid, og Junior ikke er klar, så kan jeg begynde at vrisse, og er der noget Junior ikke kan lide, så er det, når jeg vrisser. (Egentlig er det også uhøfligt at vrisse, men det er sådan jeg ofte reagerer, når jeg bliver stresset.) “Hvorfor er du så sur?” siger han så. Og så må jeg fortælle ham, at jeg ikke er sur på ham, men at jeg er stresset, fordi vi har travlt. En dag sagde han: “Giv mor et slag i hovedet, så hun kan få rystet hjernen på plads!” Han var ked af, at jeg vrissede og skyndede på ham.
Jeg kan også blive stresset, når vi er på indkøb og han render rundt og “fjoller” i supermarkedet. Nogle kunder synes han er charmerende. Andre stirrer efter ham og undrer sig sikkert over hans underfundige bemærkninger. Hvis han har sin tøjhund med, skal den lige have en tur på kassebåndet sammen med de øvrige varer. “Lad os se, hvor meget du koster”, siger han så. Nogle smiler. Andre lader som ingen ting.
Jeg render tit rundt og skynder på ham. “Kom nu!” siger jeg, mens han er stærkt optaget af et og andet i butikken. Når vi så når hen til kassen, og varerne skal lægges på båndet, så kan han finde på at sige - med et stort smil: “Så, skynd dig nu, mor! Kan du ikke se, at jeg er stresset!” 
Ja, man skal sgu passe på, skal man. Jeg får tilbage med samme mønt.
I dag meddelte Junior os, at hans Nintendo DS (der har farven sort) var gået i stykker. Den fungerer, men nogle af knapperne virker kun sporadisk. Så er det jo heldigt, at han har ønsket sig en ny i fødselsdagsgave - en Nintendo DSi i farven rød - og at han får den
Om to dage har Junior fødselsdag. Om to dage fylder min “lille mand” ni år. Ni år?! Allerede? Jeg synes ikke det er så længe siden jeg sad med en lille nyfødt dreng i mine arme. Om ni år er han voksen - myndig.
