Den stille pige og Juniors verden

Der er stor efterspørgsel på udadvendte medarbejdere i erhvervslivet. Faktisk skulle man tro, at det er den type medarbejdere de fleste virksomheder foretrækker, når de skal ansætte en ny medarbejder. Rigtig mange virksomheder bruger i deres stillingsannonce ordet “udadvendt” om den nye medarbejder, de søger. Jeg er endnu ikke stødt på en eneste jobannonce, hvor ordet “indadvendt” indgår. Sikkert fordi “indadvendt” er et negativt ladet ordet.

Jeg leder med lys og lygte efter et - nyt - arbejde, og søger herunder også stillinger, hvor man søger en medarbejder, der er “udadvendt”, selv om jeg jo ikke er det. Det er meget frustrerende for mig, at jeg er nødt til at lyve om min personlighed, når jeg skriver jobansøgninger. Men hvis jeg skriver, at jeg er indadvendt, har jeg jo diskvalificeret mig selv.

Det er rigtig ærgerligt, at mange virksomheder ser indadvendthed/introversion som en diskvalifikation. For selv om vi er introverte, så har vi rigtig mange andre kvaliteter - og kvalifikationer - at byde på. Og de fleste af os er faktisk meget venlige mennesker, der er rolige og behagelige at arbejde sammen med - hvis man får øjnene op for os og vores stille væsener.

Som introvert har jeg svært ved at være sammen med andre mennesker i flere timer ad gangen. Jeg finder energi i mit eget selskab og i min egen indre verden, og bliver drænet af at være sammen med andre mennesker - især hvis der er tale om meget ekstroverte personer, der ikke giver plads til stille, indadvendte personer som mig.

Jeg finder det anstrengende at være til et selskab, hvis man forventer, at jeg skal cirkulere og tale med Gud og hvermand. Jeg mestrer ikke small talk. Det kan man lære. Hvorfor skal man det? Det ændrer ikke ved min personlighed. Uanset hvor meget jeg ville ønske, at jeg var ekstrovert frem for introvert; så er det sådan jeg er.

Mit liv og ikke mindst mit arbejdsliv ville være meget lettere, hvis jeg var ekstrovert. For mange af de konflikter jeg har døjet med og vedbliver at døje med med at være på arbejdsmarkedet bunder i, at man - kolleger/ledere - ikke giver mig plads til at være den jeg er.

Jeg oplever gang på gang, at jeg bliver marginaliseret i mit arbejdsliv, fordi kolleger og ledelse misforstår min personlighed. Man giver mig ikke plads til at være den jeg er, men forventer, at jeg deltager i det sociale netværk, selv om det - ofte - er en pine for mig. Jeg oplever det som spild af tid og især som noget, der dræner mig for energi i stedet for at lade mig op til at klare resten af dagens arbejdsopgaver.

De fleste ser kaffepauser sammen med kollegerne som et velfortjent afbræk i dagens arbejdsopgaver. For mig er det lige omvendt. Bevares - kaffepauser kan være et hyggeligt afbræk; det kommer helt an på, hvem der deltager - om der er kemi mellem dem, der deltager. Jeg kan ikke se noget formål med at holde pause bare for pausens skyld. Formålet med kaffepauser er ikke, at man skal lade op på den måde man finder det bedst og få energi til at klare dagens dont; kaffepauser bruges til at komme hinanden mere ved og lære sine kolleger bedre at kende. Hvorfor?

Hvis man ikke deltager i kaffepauser, bliver man ugleset og betragtet som en reserveret outsider, en enspænder, en der er “for fin” til at omgås kollegerne. Ja, på nogle arbejdspladser bliver man opfattet som en, der udgør en trussel mod fællesskabet, og man kan risikere, at man bliver kaldt til møde, hvor man skal redegøre for sin manglende deltagelse i kaffepauser og få at vide, at man er med til at ødelægge det sociale miljø på arbejdspladsen!

Jeg har prøvet at lægge kortene på bordet til en jobsamtale, hvor jeg fortalte, at jeg var en enspændertype. Fik jeg jobbet? Nej. Jeg fik at vide, at mine faglige kvalifikationer var helt i orden, men min personlighed passede ikke ind med virksomheden.

Vi lever i et samfund, hvor der ikke er plads til introverte mennesker. På arbejdsmarkedet slås vi med forsøge at passe ind i en verden, der ikke levner plads til mennesker, der ikke straks sætter sig selv i centrum i det øjeblik de træder ind ad en dør.

Jeg har - desværre - stadig mange år tilbage på arbejdsmarkedet. Jeg finder det meget opslidende at skulle kæmpe en daglig kamp med kolleger og ledelse, der ikke giver mig plads til at være den jeg er. Jeg kan skifte job nok så mange gange. Jeg har ikke noget problem med at være introvert, men det har mine omgivelser og ikke mindst de arbejdspladser jeg havner på.

Mit ønske for fremtiden: At jeg finder et job på en arbejdsplads, hvor man accepterer min indadvendte personlighed og respekterer retten til forskellighed.

Juniors far havde været en tur i Sverige og med sig hjem havde han blandt andet noget lækkert svensk Polarbrød. Mums. Det smager himmelsk. Især med svensk “leverpastej med gurka”.

Junior: “Det smager så godt. Gid man kunne kopiere det på en kopimaskine, så vi hele tiden havde det brød. Måske skulle vi bo i Sverige? Men så skal vi jo også lære svensk.”
Mor: “Det kan vi lære. Det minder om dansk. Faktisk så er det nemmere at lære svensk end dansk, fordi…”
Junior: “Ok, ikke mere snak nu. Det tager vi senere.”

Og så måtte mutter atter en tur i køkkenet og smøre en mad med det lækre svenske Polarbrød.

Nb: Man kan vist også købe brødet i IRMA. Desværre ligger der ikke en sådan i nærheden af os.

Jeg lå på sofaen med en gevaldig hovedpine. Junior sad og legede på gulvet, og Juniors far kom forbi og spurgte, hvordan det gik med hovedet.
Mig: “Ååååååhhhhh….”
Junior: ” Jeg synes vi har brug for et lidt bedre svar end `Ååååååhhhhh!´”
Mig (spruttende af grin): “Du er altså så sjov - og sød.”
Junior: “Jeg elsker at få min mor i godt humør.”

Da Junior hørte, at jeg var væltet på cyklen, fordi en hund var løbet ud foran mig på cykelstien, ville han høre, om det så slemt ud. Så jeg besluttede at rulle buksebenene op, så han kunne se mine forslåede knæ. “Du skal have et plaster på, mor”, var hans kommentar om mit højre knæ, og så tog han æsken med hæfteplaster ned fra skabet. “Du skal have et stort et”, fortsatte han og satte et Star Wars plaster på knæet. “Sådan. Nu kan Yoda passe på dit knæ”, sagde han og klappede mig på skulderen. “Jeg må jo passe på min gamle mor.”

Jeg er lige blevet væltet af cyklen, da jeg kom kørende på en cykelsti. Jeg kører i en park på cykelstien, og jeg observerer tre personer og to hunde til højre for mig lidt længere fremme ved et vandløb. Hundene er ikke i snor, bemærker jeg. I det jeg nærmer mig, løber hundene væk fra vandløbet, og til min rædsel ser jeg, at de løber ud på cykelstien lige mod mig. Jeg når hverken at undvige eller bremse; den ene hund løber lige ind i mig og cyklen, og jeg vælter af cyklen i sammenstødet med hunden. “Av for helvede!” skriger jeg i det jeg flyver gennem luften. I faldet når jeg at tænke: “Bare der ikke sker mit hovede noget!” (Nej, for jeg havde ingen cykelhjelm på!) Jeg lander med begge hænder og knæ på asfalten. (Hovedet slap uskadt!) Hundeejerne kommer løbende, og spørger om jeg er kommet noget til? Jeg kommer på benene, og siger, at hvis jeg smøger bukserne op, så har jeg nok to blødende knæ (det har jeg!). Jeg er både temmelig vred og rystet og beder om at få navn og adresse på hundeejeren i tilfælde af, at jeg skal anmelde skaden til forsikringen. Det får jeg så. Efter en del fumlen i min taske, finder jeg en kuglepen og får noteret skadesvolderens navn og adresse på en kassebon. “God bedring”, siger hundeejeren, da jeg begynder at gå videre. “Ja, det må du nok sige”, svarer jeg tørt.

Nu sidder jeg her med to knæ, der gør ondt og bløder. For helvede, hvor ville jeg ønske, at alle hundeejere ville opføre sig ansvarligt og holde deres hunde i snor, når de færdes ude i det offentlige rum. Hunde har fandme ikke noget at gøre på en cykelsti!

Her til morgen gik jeg og sang; nej jeg skrålede en fjollet melodi jeg har hørt i Svampebob Firkant, mens jeg gik og ordnede mine gøremål. Junior var ved at blive træt af at høre på min skønsang, så på et tidspunkt kom han ud til mig, da jeg stod og skrålede i køkkenet. “Jeg bliver sindssyg”, sagde han og åbnede døren ind til kosteskabet. “Her kan du gå ind og synge, så jeg kan få fred”, sagde han.

Junior glædede sig til at få sin nye Star Wars/Clone Wars madkasse med i skole i dag, også selv om den ikke har plads til et kølelegeme. I går aftes kom han ud i køkkenet og kiggede på den. “Den skal jeg have med i skole i morgen”, sagde han. “Prøv nu at huske det, mor.” “Det skal jeg nok”, lovede jeg.

Og ja, jeg har husket det

Se, hvad jeg har købt til Junior. En Star Wars The Clone Wars tallerken, et glas og en madkasse. Jeg kunne ikke stå for det. Og jeg regner da med, at Junior vil dele min begejstring for tingene, selv om han er ni år og måske ikke lige hører til målgruppen for den slags børneservice.

Vi sad i bilen, Juniors far og jeg. Kørte af sted. Hørte radio. Der var et indslag om, hvor populært det var blandt vordende forældre med at få lavet 3D scanninger af deres foster, så de kunne lære barnet de ventede at kende inden fødslen. Juniors far sukkede og skiftede kanal.