Den stille pige og Juniors verden

Jeg er lige blevet væltet af cyklen, da jeg kom kørende på en cykelsti. Jeg kører i en park på cykelstien, og jeg observerer tre personer og to hunde til højre for mig lidt længere fremme ved et vandløb. Hundene er ikke i snor, bemærker jeg. I det jeg nærmer mig, løber hundene væk fra vandløbet, og til min rædsel ser jeg, at de løber ud på cykelstien lige mod mig. Jeg når hverken at undvige eller bremse; den ene hund løber lige ind i mig og cyklen, og jeg vælter af cyklen i sammenstødet med hunden. “Av for helvede!” skriger jeg i det jeg flyver gennem luften. I faldet når jeg at tænke: “Bare der ikke sker mit hovede noget!” (Nej, for jeg havde ingen cykelhjelm på!) Jeg lander med begge hænder og knæ på asfalten. (Hovedet slap uskadt!) Hundeejerne kommer løbende, og spørger om jeg er kommet noget til? Jeg kommer på benene, og siger, at hvis jeg smøger bukserne op, så har jeg nok to blødende knæ (det har jeg!). Jeg er både temmelig vred og rystet og beder om at få navn og adresse på hundeejeren i tilfælde af, at jeg skal anmelde skaden til forsikringen. Det får jeg så. Efter en del fumlen i min taske, finder jeg en kuglepen og får noteret skadesvolderens navn og adresse på en kassebon. “God bedring”, siger hundeejeren, da jeg begynder at gå videre. “Ja, det må du nok sige”, svarer jeg tørt.

Nu sidder jeg her med to knæ, der gør ondt og bløder. For helvede, hvor ville jeg ønske, at alle hundeejere ville opføre sig ansvarligt og holde deres hunde i snor, når de færdes ude i det offentlige rum. Hunde har fandme ikke noget at gøre på en cykelsti!

Dette indlœg blev postet den 21.01.2010. klokken 14:46 og er kategoriseret under Den stille pige, Hund. Du kan følge med i svar via RSS 2.0 feedet. Du kan svare selv, eller trackbacke fra dit eget site.