Den stille pige og Juniors verden

Junior havde længe efterspurgt en pruttepude, og da jeg kom forbi en Søstrene Grene butik, så jeg, at de faktisk også har sådanne varer i deres sortiment. Så selvfølgelig måtte jeg købe en pruttepude til Junior.

Jeg viste ham puden og vi gik i gang med at puste den op. Ikke helt nemt. Men så fandt jeg ud af at bruge et sugerør, og så gik det som en leg. Junior morede sig med at sætte sig på puden og lo højt. Dette gentog sig flere gange; jeg pustede den op, og Junior satte sig på den; lige ind til han kom til at sætte sig på puden med et kraftfuldt bump. Så eksploderede den med et ordentligt knald.

Det lod Junior sig nu ikke sådan slå ud af. Han tog pruttepuden med i køkkenet; fandt sine Star Wars plastre frem, og satte et af dem på puden

I går eftermiddag mens jeg sad og talte med Juniors far, modtog jeg pludselig en sms. Fra Junior!
Junior skrev: “Hejmor”
Jeg skyndte mig at svare tilbage:
“Hej [Juniors navn]. Hilsen mor”
Et øjeblik efter var der en ny besked fra Junior:
“Hajmor”
Jeg svarede: “Du er dygtig”
Junior besvarede min besked med: “Takforbesgen”
Mig: “Selv tak søde dreng”
Junior: “Kakmor”
Mig: “Jeg elsker dig og dine beskeder. Kærlig hilsen mor”
Junior: “Takmor”
Så gik der en 5-10 minutter, så ringede min mobil. Det var Junior:
“Mor. Hvorfor har du ikke svaret på min besked?”
“Så har jeg måske ikke set den”, svarede jeg.
“Nå, men jeg savner dine beskeder, og jeg elsker dig. Hej hej!”, sagde Junior.
“Årh, hvor er du sød, og jeg elsker også dig.” Bagefter sendte jeg følgende besked til Junior:
“Du er dejlig og dygtig.”
Da han kom hjem fra skole, spurgte han: “Synes du ikke jeg er god til at stave?”
“Jo, det er du. Jeg synes du er rigtig dygtig.” (Hurra for T9, ti hi )
Jeg er stolt af ham. Stolt, fordi jeg var modtager af hans første sms. Stolt, fordi han hele tiden udvikler sig og tager nye skridt ind i “normalverdenen”… og så gør det ikke noget, at han endnu ikke har fundet ud af, hvordan man laver mellemrum mellem ordene. Han ved det ikke selv, men han gør bare som de gamle romere, der også skrev uden at bruge mellemrum mellem ordene og uden tegnsætning, så man selv måtte finde hoved og hale i indholdet Og så kan der jo faktisk også stå mere i en sms, når man undlader at bruge mellemrum og tegnsætning

Inden jeg går i gang med at forsøge at kommentere på de mange kommentarer, der er kommet på mit forrige indlæg, så vil jeg lige skrive om denne morgen.

Junior fortalte, at han ikke ville i skole.
“Nå, hvorfor ikke?” spurgte jeg dumt (for jeg havde jo godt nok en fornemmelse af, hvad grunden var, men jeg ville have Junior til selv at sætte ord på.)
“Det er [navnet på "djævleungen"].”
“Det kan jeg godt forstå, men nu er der lavet en aftale med taxa om, at enten du eller [navn på "djævleunge"] skal sidde foran sammen med chaufføren. Og så synes jeg, at det er vigtigt, at du kommer i skole i dag, for du har jo en legeaftale med [navnet på Juniors p.t. bedste klassekammerat] og du skal hjem til ham efter skole, hvis du altså stadig har lyst.”
“Nå ja, det havde jeg glemt. Skal jeg så gå, mens [drengens navn] cykler?”
“Ja, I skal følges ad. Måske kommer hans far og henter jer?”
“Hvad så med taxaen?”
“Det skal vi nok finde ud af.”
Så talte vi videre om “djævleungen”, og jeg vil indskyde en bemærkning om, at jeg over for Junior omtaler djævleungen ved han rigtige navn. Junior sagde, at “djævleungen” lyver, og at han siger, at Junior slår og sparker ham.
“Men mor, sådan noget gør jeg ikke. Jeg slår og sparker aldrig nogen. Han lyver.”
“Nej, det tror jeg heller ikke, at du gør.”
“Ved du hvad jeg tror? Jeg tror, at du er en populær dreng, og [navn på "djævleunge"] er misundelig på dig, fordi du har flere venner i skolen end han har.”
“Han har ikke nogen venner, mor.”
Så talte vi om, at “djævleungen” havde det svært, og Junior sagde, at der var andre drenge (han nævnte deres navne) i en anden klasse, der også havde haft det svært, men at de havde fået det bedre. Så må vi jo håbe, at “djævleungen” også snart får det bedre, så han ikke er sådan en stor belastning for sine kammerater og omgivelser.
“Hvis han holder op med at slå og sparke mig, vil jeg godt være hans ven”, sagde Junior.
“Det skulle du måske fortælle ham.”
“At han skal holde op? Men jeg siger jo altid: “La´ vær!” når han slår og sparker mig.”
“Ja men, det jeg tænkte på var, at du kunne sige det du lige sagde til mig: At du gerne vil være hans ven, hvis han holder op med at slå og sparke dig.”
“Jeg vil gerne være din ven, hvis du holder op med at slå og sparke mig.”

Junior kom i skole. Vi besluttede at aflyse taxaen og så kørte hans far ham. Om Junior får talt med “djævleungen” og tilbyder ham at være hans ven, er jo ikke til at vide. Jeg ved, at “djævleungen” har fået besked af personalet på at holde sig på afstand af Junior.

I Juniors taxa er de 6-7 drenge, der kører sammen til og fra skole. De går i forskellige klasser. En af drengene er en rigtig lille djævleunge. Han mangler bare hornene i panden og en hale, så kunne han gå for at være Rosemarys unge. I dag har jeg givet ham navnet “djævleunge”.

Han er grænsesøgende, kontaktsøgende, grænseoverskridende, meget udadreagerende og laver hærværk (ødelægger reoler, lamper og andre børns Nintendoer) og slår og sparker de andre børn.

Ofte fortæller Junior mig, at “djævleungen” har slået eller sparket ham eller et andet barn fuldstændig umotiveret. Jeg har lagt mærke til, at når jeg henter Junior fra skole, og hvis “djævleungen” ser mig og Junior, så kommer han hen til os og står og stirrer på os. Jeg lader som ingenting. Faktisk ignorerer jeg ham. Der er noget ved hans kontakt, der frastøder mig.

Junior har nogle gange fortalt, at lærerne/pædagogerne har sagt til Junior, når han har været ked af noget “djævleungen” har gjort mod Junior, at “djævleungen” kan lide at se andre græde. Det får ham til at virke afstumpet. En lille psykopat. Jeg ved godt, at drengen er autist, og at børn altid gør det rigtige, hvis de kan. Jeg spørger bare mig selv, om den dreng er placeret i det rigtige skoletilbud, når han har så svært ved at omgås andre og han er så destruktiv.

I taxaen her til morgen havde “djævleungen” overfaldet Junior verbalt og bl.a. sagt, at han ville slå ham ihjel. Junior blev meget ked af det, og skolen kontaktede os, da børnene var kommet i skole og fortalte om episoden.

Måske er “djævleungen” misundelig på de børn, der klarer sig bedre (socialt?) end han gør? Jeg ved ikke, hvorfor han opfører sig som han gør, men jeg bryder mig ikke om ham eller rettere jeg bryder mig ikke om hans adfærd.

For nylig blev et andet meget udadreagerende barn flyttet fra taxaen, fordi han lavede for meget ballade. Jeg håber, at “djævleungen” ryger samme vej…

Junior havde ikke lyst til at have sit Clone Trooper kostume på til fastelavn. Det viser sig, at der findes forskellige modeller inden for Clone Trooper tøj, og det han havde fået, var ikke det han ville have. En af hans klassekammerater havde haft det kostume på, som Junior gerne vil have. Hmm… Nu har jeg lovet Junior et Jedi-kostume med kappe. Han har selv vist mig det tøj han vil have på nettet. Der er ganske vist et helt år til næste fastelavn, men så har han det.

Her gik jeg og regnede med, at Junior skulle være Clone Tropper til fastelavn i skolen i dag, men nej. Han ville hellere være Jedi-ridder. “Mener du Anakin?” “Ja!” “Sådan et kostume har vi altså ikke.” Men så ville han være Darth Vader. Og sådan et kostume har han jo. En sort kappe og en maske. Og et sejt lyssværd, der kan skifte fra rød (ond) til blå (god) og som kan frembringe lyd som den man hører i Star Wars-filmene, når der bliver kæmpet mellem de gode og de onde. Jeg fandt et par sorte joggingbukser og en sort t-shirt med lange ærmer (Goth barn som han jo er ) - og så var han klar.

Junior er `goth´ i dag. Han har fået en sort hættetrøje på (en lækker sort Lego sweatshirt med hætte og med Clone Trooper motiv købt på udsalg til halv pris) og sorte joggingbukser på. I går mens han sad og legede og så `Phineas og Ferb´ på Disney XD, blev der bl.a. vist en episode, hvor storesøster Candace og Vanessa, datter af den halvskøre kule Doofenshmirtz, ved et uheld får byttet om på deres tøj på renseriet. Vanessa får Candace´tøj og udbryder: “Jeg ligner en slikkepind!” Og Candace, der har fået Vanessas tøj udbryder: “Jeg ligner goth!”

Junior: “Mor, hvad er goth?”
Mor: “Det er en speciel ungdomskultur, hvor man går klædt i sort tøj, har sort hår og sort make-up og hører noget tung musik.”

Her til morgen tog Junior sin nye sorte Lego hættetrøje og sorte joggingbukser på og udbrød: “Se, jeg er goth!”

Ja, så mangler vi bare, at han farver håret sort og finder en sort eyeliner. Så er jeg klar med Gary Numan og hans “Exile” og “Pure” CD´er

Juniors far havde været en tur i Sverige og med sig hjem havde han blandt andet noget lækkert svensk Polarbrød. Mums. Det smager himmelsk. Især med svensk “leverpastej med gurka”.

Junior: “Det smager så godt. Gid man kunne kopiere det på en kopimaskine, så vi hele tiden havde det brød. Måske skulle vi bo i Sverige? Men så skal vi jo også lære svensk.”
Mor: “Det kan vi lære. Det minder om dansk. Faktisk så er det nemmere at lære svensk end dansk, fordi…”
Junior: “Ok, ikke mere snak nu. Det tager vi senere.”

Og så måtte mutter atter en tur i køkkenet og smøre en mad med det lækre svenske Polarbrød.

Nb: Man kan vist også købe brødet i IRMA. Desværre ligger der ikke en sådan i nærheden af os.

Jeg lå på sofaen med en gevaldig hovedpine. Junior sad og legede på gulvet, og Juniors far kom forbi og spurgte, hvordan det gik med hovedet.
Mig: “Ååååååhhhhh….”
Junior: ” Jeg synes vi har brug for et lidt bedre svar end `Ååååååhhhhh!´”
Mig (spruttende af grin): “Du er altså så sjov - og sød.”
Junior: “Jeg elsker at få min mor i godt humør.”

Da Junior hørte, at jeg var væltet på cyklen, fordi en hund var løbet ud foran mig på cykelstien, ville han høre, om det så slemt ud. Så jeg besluttede at rulle buksebenene op, så han kunne se mine forslåede knæ. “Du skal have et plaster på, mor”, var hans kommentar om mit højre knæ, og så tog han æsken med hæfteplaster ned fra skabet. “Du skal have et stort et”, fortsatte han og satte et Star Wars plaster på knæet. “Sådan. Nu kan Yoda passe på dit knæ”, sagde han og klappede mig på skulderen. “Jeg må jo passe på min gamle mor.”