Her til morgen gik jeg og sang; nej jeg skrålede en fjollet melodi jeg har hørt i Svampebob Firkant, mens jeg gik og ordnede mine gøremål. Junior var ved at blive træt af at høre på min skønsang, så på et tidspunkt kom han ud til mig, da jeg stod og skrålede i køkkenet. “Jeg bliver sindssyg”, sagde han og åbnede døren ind til kosteskabet. “Her kan du gå ind og synge, så jeg kan få fred”, sagde han. 
Autister har (også) følelser. Og de kan (også) vise deres følelser. Hvis nogen skulle være i tvivl.
I går aftes sad Junior og jeg talte sammen, inden han skulle i seng. Jeg spurgte ham hvilken sang han bedst kunne lide at synge i skolen. Han nævnte en, som jeg har glemt titlen på, men sagde også: “Men jeg kan også godt lide `Fætter Mikkel´. Den vælger jeg for det meste.” “Hvordan lyder den?” spurgte jeg. Junior sang den for mig. Da han var færdig med at synge den, gik det op for mig, at han jo havde en mappe fra hans gamle skole med sange. Og der fandt vi Fætter Mikkel-sangen. Så sang vi den sammen.
På en skrammelplads
mellem jern og glas
og en masse andet affald
Fætter Mikkel gik
mellem rustens blik
med en sæk og med et syvtal.
Og der lød en skøn musik
der hvor Fætter Mikkel gik,
og så spilled han
på en gammel spand,
for han var en spillemand.
Det var fuglesang
der i luften hang
over hele skrammelpladsen
Det var skønt, ka´ du tro,
det var stereo
Fætter Mikkel brummed bassen.
Og der lød en skøn musik
der hvor Fætter Mikkel gik,
og så spilled han
på en gammel spand,
for han var en spillemand.
“Mor. Lad os kigge i alle mine mapper fra min gamle skole”, sagde han så. Og vi bladrede i hans gamle mapper. Matematikmappen, Logbogen, Talbogen, Navnebogen, Skrivebogen, Sproglig opmærksomhedmapperne og temahæftet om dengang han og klassen havde lært om indianerne, og han havde heddet Gode Ulv og været overhovedet i hans indianerfamilie sammen med hans daværende kæreste i klassen. “Hun ville gerne være min kæreste”, sagde han.
“Jeg har jo mange gode minder fra min gamle skole”, konstaterede han. Han sad og kiggede stille frem for sig. “Klokken er ved at være mange, og du skal lige straks i seng. Er du træt?” spurgte jeg ham. “Nej, mor. Jeg er ikke træt. Men jeg føler en tristhed i mit hjerte. Det er sådan jeg føler det lige nu.” Så sad der en mor, der var lige ved at tude…
